Tøfting: Det bliver fedt
"Det bliver fedt. Jeg glæder mig til at spille foran de fans, der har givet mig en kanonopbakning i alle de år," siger Tøfting til B.T. og fortsætter:
"Det er altid fedt at spille på Århus Stadion. Jeg har jo ikke selv valgt at forlade AGF, så jeg har ikke kunne gøre så meget ved det," fastslår midtbanemotoren.
Tøfting fik en fyreseddel i Århus-klubben ved juletid i 2004, men han ser ikke pokalkampen som en personlig vendetta.
"Det handler ikke om at få hævn over klubben. AGF står stadig som noget særligt for mig. Klubben har betydet rigtig meget i mit liv, og de personer der traf beslutningen om at fyre mig har i mine øjne ikke rigtig noget at gøre med det AGF står for," fastslår Tøfting.