Til bords med Ballack

I mandags spillede jeg min første kamp for Chelsea. På reserveholdet en en pre-season-match mod Watford.

Jeg fik 45 minutter. Det var aftalt på forhånd at jeg kun skulle spille 1. halvleg, da jeg ikke havde spillet et stykke tid og har haft en skade i anklen. Det gik godt som venstre wing, men det var voksne vi spillede imod. Jeg spillede overfor deres anfører, og han var fandme 32 år eller sådan noget. Men jeg kom til flere indlæg og var også lige ved at score en gang. Kampen sluttede 1-1, begge mål kom i 2. halvleg efter at jeg og flere andre var skiftet ud. Vi scorede på et tyndt straffe, mens de spillede os helt ud ved deres mål.

Fysisk kan jeg godt mærke, at jeg skal lave en hel masse. De har nogle store forsvarere herovre. De er ikke så specielt gode til at spille fodbold alle sammen, men de er altså bare store. Der er også fart på spillet. Det tog mig lige et kvarter at komme ind i kampen, som jeg synes blev spillet på et højt niveau. Det er et fuldstændigt andet tempo, og der bliver råbt helt anderledes end jeg har været vant til hjemmefra: "Go on, come on". Det handler om fart og om vilje.

Bagefter sagde de, at jeg havde gjort det godt, og jeg er rigtig glad for, at jeg har fået en god start herovre. Nu handler det om at følge det op.

Utrolige baner

Jeg har været her 14 dage nu, og det er virkelig fedt det hele. Jeg regnede med, at jeg skulle gå lidt for mig selv den første tid, men jeg er blevet meget overrasket over, hvor åbne man er overfor nye spillere.

De dage, vi har dobbelt-sessions er man aldrig alene i pauserne. Der er altid nogle, der kommer over for at snakke. Nok fordi der er så mange nationaliteter her, spaniere, portugisere osv. De er åbne og modtagelige, så det går hurtigt med at falde til. Jeg har også allerede været ude at spise med nogle fra holdet og været inde i byen på shoppingtur.

Vores træner Ruud Kaiser er rigtig god. Han snakker hele tiden med spillerne, og han fornemmer hvordan man har det. Han forstår spillerne og så at jeg følte mig træt efter de første dage.

Vi træner to gange om dagen mandag-tirsdag og en gang om dagen resten af ugen. Og man kører virkelig på. Det er bare bom-bom-bom! I pauserne er der tid til at lave lidt sjov som hjemme, men når træningen kører er det 100 procent. En klar forskel før derhjemme, hvor man godt kunne tage det lettere undervejs i øvelserne også. Men faktisk er det sjovere her hvor man er på hele tiden. Det er også fedt, at vi altid slutter træningen med at spille til to mål på en eller anden måde.

Det jeg næsten er mest overrasket over er de fodboldbaner vi har. Aldrig har jeg trænet på en så god fodboldbane. Mit hold har to baner, vi bruger den ene en uge, hvorefter den så får en uges pause. Og så snart vi er færdige med at træne er der folk klar til at pleje banerne. Det er virkelig optimale betingelser.

Helt anderledes end FCK

Alt omkring klubben er meget anderledes end hjemme. I FCK var man meget afskåret fra førsteholdsspillerne. Man så dem næsten aldrig i klubben. Det var som en by i Rusland eller som to forskellige klubber.

Her ser man mega-stjernerne hver dag. Vi spiser sammen og ser dem træne. Deres bane er lige overfor vores, og nogle gange står man bare og kikker...

Forleden dag, da jeg sad og spiste, kom Ballack og satte sig ved samme bord. Alt er meget afslappet og stjernenavnene går rundt og hilser på alle. Det er svært at forklare, men det er bare kæmpestort. Man føler faktisk at man selv er en del af førsteholdet.

Alle lederne er utrolig flinke og hjælpsomme. Man skal bare sige til, hvis man har et problem. Man skal ikke sørge for noget selv, det hele kører meget professionelt også for de unge spillere.

Da jeg skrev kontrakten, var jeg glad for at Per Weihrauch også var her, så der var en anden dansker at snakke med, men faktisk har jeg ikke set meget til ham de første uger fordi alle andre er så åbne og lette at snakke med.

Morten Nielsen talte med Niels Jørgen Larsen.