Generelle

Tæt fight i Birmingham

Lørdag 15.55

120. Birmingham - Newcastle X, 1 bold

Odds 3,00

Vi åbner weekendens forslag fra cup-runden i England med et kryds. Birmingham fører an i The Championship, og jeg har svært ved at tro, at to mandskaber i The Championship i resten af sæsonen skulle vise sig bedre end Steve Bruces tropper, og dermed fratage dem direkte oprykning. De får her chancen for at vise deres trofaste hjemmepublikum, at de godt kan være med på højeste niveau, og det mod et hold, der ikke har vist skræmmende styrke på udebane i denne sæson. Det vil dog stadig være et bét for Newcastle, at blive slået ud af et hold fra en lavere division, så det ligner en meget tæt fight, hvor ingen rigtig tør åbne sig, med mindre de ligefrem er tvunget til det. Dermed ligner det også en af de kampe, der ikke finder en afgørelse indenfor 90 minutter.

Lørdag 15.55

137. Nottingham F. - Charlton 1, 1 bold

Odds 2,80

Der er to rækkers forskel på de to hold til daglig, men det kan være et spørgsmål om tid, før de mødes i samme liga. Forest fører sig an i toppen af League 1, mens Charlton som bekendt ligger i bunden af Premiership. Uden ligefrem at hævde, at Charlton vil lægge sig her, er det svært at forestille sig, at de ønsker at brænde ret mange kræfter af på FA Cup'en, hvor de iøvrigt uhyre sjældent leverer resultater af nogen som helst art. Tværtimod har de igennem årene stået for nogle bemærkelsesværdige nederlag i cup-turneringer, og i Liga Cup'en leverede de for nylig endnu et, da de på hjemmebane måtte ned med nakken mod Wycombe. De spiller til daglig en række lavere end Nottingham Forest, så helt ude i skoven er dette et-tal altså ingenlunde. Forest vil elske at få en god skalp i cup'en, og et kig på statistikken viser også, at Charlton har store problemer på udebane. Bare ét point i 11 kampe indtil videre, og City Ground er aldrig et nemt sted at besøge.

Lørdag 15.55

143. Reading - Burnley 1, 1 bold

Odds 1,40

Spiller Reading op til den standard, de har holdt over juleperioden, er selv odds 1,40 godt betalt for denne hjemmesejr. 2-2 ude mod Chelsea er godkendt, at presse Manchester United til 2-3 kan også accepteres, og at smadre West Ham med 6-0 går vist lige an. Samme form kan Burnley langt fra mønstre, de er uden sejr i seks runder, de har ikke scoret i de seneste tre kampe, og mod en offensiv som den Reading kører for tiden, har jeg meget vanskeligt ved at få øje på meget andet end en hjemmesejr her.

Lørdag 15.55

147. Southend - Barnsley 1, 1 bold

Odds 2,15

Southend vinder ikke mange kampe, men når det sker, er det på hjemmebane, hvor eksempelvis alle fire sæsonsejre i The Championship er kommet i hus. Og i liga cup'en sendte i de i efteråret de forsvarende mestre fra Manchester United ud efter en chokerende 1-0 sejr. Den sejr har dog ikke bragt dem meget i ligaen, hvor de stadig indtager sidstepladsen, men nu rykker Barnsley heller ikke just træer op i ligaen, placeret som nummer tredjesidst, som de er. Og selvom de i modsætning til Southend har vundet på udebane i denne sæson, er det stadig blevet til 11 nederlag af 14 mulige, og det kan ingen gøre dem efter. West Bromwich gæstede Southend på årets første dag, og var allerede efter første halvleg bagud 0-3. Finder Southend samme form frem, er odds 2,15 godt betalt.

Lørdag 15.55

148. Torquay - Southampton 1, 1 bold

Odds 6,40

Og lad os da så lige tage fat i et seriøst odds. Bortset fra en afstikker til finalen i FA Cup'en i 2003, har Southampton igennem tiderne leveret nogle bemærkelsesværdige negative resultater i cup-turneringerne, så for en smal indsats kunne 6,40 vel nok prøves her. Nok ligger Torquay sidst i League 2, og er således det dårligst rangerede divisionshold netop nu i England, men i liga cup'en lykkedes det eksempelvis i efteråret Southampton at blive slået ud af Notts County fra samme division. Det er engelsk cup-bold, og alt kan ske.