Generelle

Stort nederlag til Wales

Wales led det største nederlag på hjemmebane i 40 år, da waliserne i Cardiff tabte EM-kvalifikationskampen i gruppe D mod Slovakiet med 1-5.

Dusan Svento sparkede bolden i mål allerede efter 14 minutter, og i det 32. minut forærede Wales' målmand, Paul Jones, et mål væk, da han sparkede bolden lige ud i fødderne af Marek Mintal, som herefter kunne løfte bolden i mål.

Bale reducerede fem minutter efter direkte på frispark, men minuttet efter øgede Marek Mintal til

3-1 på et flot langskud, og det blev 4-1 seks minutter efter pausen, da Miroslav Karhan så at 50 kamps-jubilaren Paul Jones stod for langt ude af sit mål, så Karhans skud sejlede over Jones og i netmaskerne.

Robert Vittek sluttede festen med en halv time igen med scoringen til 5-1, der betyder, at Slovakiet er på en delt andenplads med Tyskland med seks point for tre kampe, mens Wales endnu er pointløs efter to.

Slovakiet møder på onsdag Tyskland hjemme i Bratislava.