Generelle

Små danske aftryk

Selv om Daniel Agger i weekenden bankede sit navn fast i den engelske fodboldbevidsthed med et dommedagsdrøn fra distancen, så er den danske indflydelse i Premier League for nedadgående og har været det i flere år. Aktuelt er kun Thomas Sørensen sikker på spilletid, mens Agger nærmer sig et gennembrud i Liverpool. Men ellers har danskerne det svært og i løbet af et år kan kontingentet være halveret

Det var en usædvanlig weekend i Premier League. Hele tre danskere spillede fra start for deres respektive klubber og det er faktisk mange, selv om syv af de otte mand i det engelske har status af landsholdsspillere.

Men de gode gamle dage med Peter Schmeichel som den store stjerne, flere profiler i Bolton og stabilt med spilletid til andre navne er væk. Den velbeslåede og lønførende Premier League har i den grad åbnet grænserne mod syd og de mange sydeuropæiske spillere gør det svært for ellers solide danskere at finde plads på holdene i den bedste engelske række.

Sæsonen er godt nok kun tre kampe gammel, men det tegner allerede tungt for danskerne, hvor kun landsholdskeeper Thomas Sørensen er det eneste stensikre valg i en startopstilling. Daniel Agger er dog på vej i Liverpool, mens Martin Laursen måske også kan få kæmpet sig tilbage fra sit skadeshelvede og ind i Aston Villas startopstilling. Men ellers ser det svært ud, og man kunne sagtens forestille sig to hurtige danskersalg, inden transfermarkedet lukker om tre dage, mens et par andre spillere nærmer sig kontraktudløb og en sandsynlig afsked med det engelske.

Så i løbet af ingen tid kan det danske islæt være nede på fire-fem spillere og det er noget af et dyk i forhold til de 14, der satte rekord i sæsonen 2001/2002. På den anden side skal der næppe heller så meget til, før det kan gå den anden vej. Hvis Agger får succes i Liverpool, Bendtner bryder igennem i Arsenal, Sørensen og Laursen holder ved i Aston Villa og Thomas Gravesen måske styrer midtbanen på St. James' Park, så kan de engelske managere igen begynde at kigge mod danske spillere i stedet for fast at søge sydover med Frankrig og Spanien som de aktuelt mest oplagte transfermål.

Den gode fornemmelse ved tre kampe på bænken

Martin Laursen, Aston Villa: 1 kamp, 1 minut

Det har været to år i skærsilden for den 29-årige forsvarer, der har været knæskadet gennem det meste af tiden i Birmingham. Men nu skulle der langt om længe være lys for enden af tunnellen. Efter en operation i USA og en langvarig genoptræning i Italien er den tidligere AC Milan-stopper endelig fit-for-fight igen.

"Knæet har det udmærket og det går stille og roligt fremad. Nu har jeg siddet på bænken i de første tre kampe, og det havde jeg faktisk ikke regnet med allerede at være klar til, så det har været meget positivt. Fodbold- og konditionsmæssigt føler jeg, at jeg er tilbage på mit tidligere niveau. Nu er det mere muskulaturen omkring knæet og selve knæet, der skal vende sig til belastningen, men det går fint, og jeg har ingen smerter efter træning," siger Martin Laursen.

Han har endnu ikke diskuteret fremtid med den nye manager Martin O'Neill, men det handler også mere om at komme tilbage på banen.

"Nu vil jeg lige vise, at jeg kan spille 90 minutter og så se, hvordan knæet har det med det. Måske bliver der allerede mulighed for det med reserverne her i løbet af ugen. Men jeg har masser af tålmodighed. Hvis jeg ikke havde det, kunne jeg lige så godt stoppe, siger den danske forsvarer, der har to år tilbage af kontrakten med Aston Villa og i topform ligner et oplagt valg til pladsen ved siden af Olof Mellberg, en plads der i den seneste sæson har været spillet af det lokale talent Liam Ridgewell.

Og både forsvaret og resten af holdet er kommet rigtig godt igang med den nye sæson. Syv point i tre kampe har givet masser af optimisme på Villa Park og det skyldes også den nye mand på sidelinien.

"Martin O'Neill virker som en utrolig intelligent mand, der er god til at få det bedste ud af sine spillere, og der er da ingen tvivl om, at han har meget at gøre med vores gode start. Det har givet et løft til holdet," siger Martin Laursen.

2004- : Aston Villa 14 ligakampe, 1 mål

Thomas Sørensen, Aston Villa: 3 kampe, 270 minutter

Der var snak om, at den danske landsholdsmålmand ville blive presset på pladsen af Stuart Taylor, når Martin O'Neill gjorde sit indtog i klubben, men sådan er det slet ikke gået. Formstærke Sørensen er stadig sikkert førstevalg, som han har været gennem hele sin engelske karriere, og fremtiden tegner lys for den 30-årige målmand, hvis klub nu har både midler og manager til at gøre noget ved ambitionerne om en plads i top seks. Det vil også opfylde en af keeperens store drømme, for trods de mange år blandt de bedste og hele 55 landskampe for Danmark, har Sørensen stadig sin Europa Cup-debut til gode.

1998-2003: Sunderland 171 ligakampe, 0 mål

2003- : Aston Villa 113 ligakampe, 0 mål

Henrik Pedersen, Bolton: 2 kampe, 102 minutter

Med sine 21 mål er Henrik Pedersen den mest scorende dansker i Premier Leagues historie, men ikke desto mindre er den 31-årige angriber blevet omskolet til venstre back i det sidste års tid. Klubbens fattede venstrebenede spillere i forsvarssiden og så faldt valget på "Tømreren," der har trådt til, når det normale førstevalg Ricardo Gardner har været skadet, senest i lørdagens nederlag til Charlton. Det har selvfølgelig ikke været optimalt for den tidligere Silkeborg-forsvarer, men måltallene i den anden ende har ikke været til brok, og nu er han også i gang med kontraktens sidste år, før han vender hjem igen som angriber vel at mærke.

Men først skal han dog komme sig helt over den akillesseneskade, der har generet ham i det sidste års tid.

"Nu er jeg blevet opereret to gange, men det er stadig ikke godt. Jeg spillede i lørdags, men siden har det gjort ondt, og lægerne kan ikke rigtig forstå hvorfor, det bliver betændt dernede. Jeg havde en god periode i foråret og det gik også fint i sommer, da vi lå stille, men et par uger inde i opstarten kom det igen, og en operation har ikke hjulpet, så jeg ved ikke rigtig," siger en lidt nedslået Henrik Pedersen fra det engelske.

2001- : Bolton 127 ligakampe, 21 mål

Stephan Andersen, Charlton: 0 kampe

Det begyndte med et tålmodigt år på bænken, før 24-årige Stephan Andersen fik held til at slå rutinerede Dean Kiely af pinden i Charlton-målet. Men fornøjelsen blev kort for den tidligere AB'er, der trods solidt spil blev ofret efter en serie dårlige resultater, og siden da har klubben både hentet norske Thomas Myhre og senest Liverpool-reserven Scott Carson, så den danske målmand nu er helt nede som tredjevalg. Det er utilfredsstillende for den tidligere landsholdsreserve, der har fået grønt lys til et klubskifte og nu er på jagt efter en ny arbejdsgiver og mere spilletid inden transfervinduet smækker i natten mellem august og september.

2004- : Charlton 17 ligakampe, 0 mål

Dennis Rommedahl, Charlton: 1 kamp, 8 minutter

Den lynhurtige kantspiller blev købt som et profilbud i PSV Eindhoven, men det gik ikke rigtig for 28-årige Rommedahl, hvis niveau svingede meget og sjældent fik held til de lange driblinger på kanten. Men managerskiftet fra Alan Curbishley til Iain Dowie signalerede frisk luft over The Valley og landsholdskanten spillede også masser af træningsbold op til sæsonstarten. Men så heller ikke mere. Rommedahl har tilbragt de første tre kampe på Charltons bænk på bekostning af unge Darren Ambrose, hvis man lige ser bort fra de otte minutters indhop i den stort tabte åbner mod Manchester United.

2004- : Charlton 48 ligakampe, 4 mål

Claus Jensen, Fulham: 0 kampe

Det korte skifte fra Charlton til Fulham har ikke været godt for Claus Jensen. Skade på skade er regnet ned over midtbanemanden, der har vist klassen, når formen har været der, men nu har været så meget ude, at manager Chris Coleman har meldt ud, at han ikke længere er sikker på en plads i startopstillingen. Godt nok er Steed Malbranque helt ude i kulden, men i stedet har nyindkøbte Jimmy Bullard fået Jensens frie tøjler, mens den 29-årige falstring har haft problemer med en lægmuskel efter de 45 minutter for Danmark mod Polen. En Claus Jensen i form vil dog uanset hvad komme i betragtning til et Fulham-hold, der også har noget økonomi at overveje, for midtbanemanden er gået ind i sit sidste kontraktår.

1998-2000: Bolton 86 ligakampe, 8 mål

2000-2004: Charlton 123 ligakampe, 16 mål

2004- : Fulham 23 ligakampe, 2 mål

Niclas Jensen, Fulham: 0 kampe

Skiftet fra Dortmund til Fulham var hovedsageligt for at få noget spilletid igen efter et langt år på en Bundesliga-bænk, men missionen blev aldrig rigtig opfyldt for den 32-årige landsholdsback, der senest var i kamp for London-klubben i midten af januar. Og det har ikke været skader, der har hæmmet Fulhams anden Jensen, der i stedet har måtte se unge højrebacks blive rykket over på venstrekanten, selv om danskeren var klar i kulissen. En snak med manager Coleman i sommeren gav dog tro på bedring, men intet er sket. Niclas Jensen har endnu ikke bare siddet på bænken i denne sæson, og derfor håber backen på et lynskifte inden transfervinduet smækker, måske tilbage til FC København, hvor der også venter spændende Champions League-opgaver i efteråret.

2002-2003: Manchester C 51 ligakampe, 2 mål

2005- : Fulham 16 ligakampe, 0 mål

Daniel Agger, Liverpool: 2 kampe, 1 mål, 146 minutter

Den dyreste dansker i Premier League nogensinde (64 millioner kroner fra Brøndby) startede med et halvår med ondt i skinnebenet efter en grov tackling, men efter sommerferien nærmer det 21-årige stortalent sig startopstillingen. Han fik 90 minutter i sæsonåbneren Community Shield og selv om duoen Hyypiä/Carragher vendte tilbage, da ligaen lagde fra land, gik Carragher hurtigt ned og åbnede døren for den danske Agger, der specielt imponerede i weekenden mod West Ham, som han var med til sænke med et dommedagsdrøn fra distancen.

"Han er en spiller til fremtiden, men han er også god nu," nedtonede manager Benitez dog efter matchen mod West Ham, men det ændrer ikke på, at landsholdsforsvareren står overfor et gennembrud i denne sæson.

2006- : Liverpool 6 ligakampe, 1 mål

Nicklas Bendtner, Arsenal og Kasper Schmeichel, Manchester City: 0 kampe

Til sidst et par håbefulde teenagere, der aktuelt er udlånt fra deres Premier League-klubber.

18-årige Nicklas Bendtner debuterede på landsholdet med mål mod Polen og er en angriber, der sagtens kan drive det vidt i Arsenal, hvor det i sidste sæson blev til et hav af mål på reserveholdet og tre optrædener som reserve i Liga Cup'en. I denne sæson er den tidligere KB'er startet som lejesvend i Birmingham frem til nytår, og det har været en succes med to mål i fem kampe for nedrykkerne.

19-årige Kasper Schmeichel er vel at regne som fjerdekeeper i Manchester City og er derfor som i foråret rykket den korte vej til Bury for at få mere kamperfaring. Denne gang gælder lånet i tre måneder og den unge Schmeichel fik comeback for League Two-klubben i weekenden, da han holdt nullet i 3-0 sejren over Grimsby.