Sidst blev han vist ud
Her blev Cristiano Ronaldo nemlig præsenteret for det røde kort. Det skete helt nøjagtig søndag 28. april 2002 på Lyngby stadion. Portugals U/17-landshold spillede mod Frankrig ved EM-slutrunden og tabte 0-2.
Allerede på det tidspunkt var den daværende Sporting-spiller stjernen hos portugiserne og på forhånd udnævnt som en af slutrundens store profiler. Men det holdt ikke så længe, da han efter en tackling på Rennes-talentet Jimmy Briand fik stukket det andet gule kort i hovedet.
Med nederlaget til Frankrig og fraværet af stjernen i anden kamp endte Portugal, der på forhånd var blandt favoritterne, med at blive sendt hjem fra EM-slutrunden efter den indledende pulje.
På det tidspunkt havde Manchester United allerede spottet talentet, og året efter skiftede Cristiano Ronaldo til den engelske klub. Han blev allerede i august 2003 forfremmet til det portugisiske A-landshold, hvor det siden er blevet til 34 kampe og 12 mål.