Generelle

Sevilla vandt derby

Den danske landsholdsspiller Christian Poulsen var søndag aften med i sit første "Derbi sevilliano", som endte med sejr på 3-2 til danskerens klub FC Sevilla over Betis.

Frederic Kanouté fra Mali bragte hjemmeholdet foran i det 26. minut, men fem minutter før pausen fik Rafael Sobis udlignet efter en forsvarsfejl. Samme Rafael Sobis øgede ti minutter efter pausen noget ufortjent til 2-1, før Kanouté tre minutter senere udlignede for de regerende UEFA Cup-mestre.

Fem minutter før tid scorede Renato så sejrsmålet for Poulsen & Co., som fik publikum på Sanchez Pizjuan til at gå amok.

Med sejren tilbageerobrede Sevilla førstepladsen i den spanske liga, som Deportivo La Coruna ellers satte sig på lørdag ved på hjemmebane at slå Villarreal 2-0.

FC Barcelona vandt senere søndag med 3-0 på udebane over Racing Santander via scoringer fra Samuel Eto'o, Ludovic Giuly og Ronaldinho. Dermed har Barcelona ligesom Sevilla meaksimumpoint efter tre runder, men Barcelona har en dårligere målscore. Det samme gælder Valencia på tredjepladsen.

Real Madrid vandt den sene aftenkamp over Real Sociedad på hjemmebane med 2-0. José Antonio Reyes scorede sit første mål for Real 18 minutter inde i anden halvleg direkte på frispark. I overtiden gjorde den indskiftede David beckham det til 2-0.

Real Madrid er nummer fire to point efter de tre forreste.