Sevilla igen nummer et
Resultatet betød, at Sevilla nu fører ligaen med to point foran Real Madrid og Barcelona. Sidstnævnte kan dog tilbageerobre førerpositionen med en sejr i søndagens kamp på udebane mod real Mallorca.
Hjemmeholdet blev hjulpet på vej mod sejren af, at Valencias David Silva allerede efter 17 minutter blev præsenteret for sit andet gule kort, og Julien Escude scorede på det efterfølgende frispark Sevillas første mål.
Luis Fabiano øgede til 2-0 ti minutter inde i anden halvleg, hvorefter Christian Poulsen blev skiftet ud, formentlig fordi han i første halvleg modtog en advarsel, og man frygtede, han ville blive udvist. Ligatopscorer Frederic Kanouté sluttede festen tyve minutter før tid.
For Valencia var der tale om femte ligakamp i træk uden sejr.