Så er vi i gang
Rundens profil: Er der en klokke, der ringer, når navnet Nicolae Dica dukker op. Sikkert ikke. Men den gode mand stod bag en af de største - men indtil videre nærmest hemmeligholdte - overraskelser i første runde. I TIPS-bladets tirsdagsudgave anbefalede vi læserne opgøret mellem Dinamo Kijev og Steaua Bukarest, to af den tidligere østbloks kulturbærende klubber. Og de, der fulgte opfordringen, blev ikke skuffet. Steaua vandt en højest overraskende sejr på 4-1. Den slags cifre har tidligere kun været klubber som Bayern München og Juventus forundt at vinde med på det enorme Olympijskij Stadion i den ukrainske hovedstad. Men takket være to mål af Nicolae Dica gjorde Steaua det altså, og dermed understregede rumæneren sin aktuelle storform. Han er p.t. noteret for seks mål i den hjemlige liga og har for nylig nettet to gange for det rumænske landshold. Særligt målet til 3-1 var mindeværdigt - et skruet frispark sendt uimodståeligt i nettet bag chanceløse Shovkovskij. Dica er oprindeligt fra Pitesti og spillede sine første år i karrieren for provinsbyens 1. divisionshold. Siden 2003 har han været tilknyttet storklubben Steaua Bukarest.
Rundens mål: Æren tilfalder Ronaldinho. Selvfølgelig fordi hans overtidsmål i 5-0 sejren over Levskij Sofia var smukt, den uforudsigelige dribling efterfulgt at det smukke spark over i det fjerneste hjørne af modstander-målet. Men lige så meget fordi det giver håb om, at Ronaldinho er tilbage på det niveau, vi slet ikke oplevede under VM-slutrunden.
Den gik du ikke glip af: PSV Eindhoven og Liverpools målløse opgør på Philips Stadion tirsdag aften. Vi snakker om Verdens største klub-turnering. Med rette højt besunget og en guldkalv, der ikke har set sin lige siden fødslen af de Olympiske Lege. Og så tillader Liverpool sig at stille op med et forstærket reservehold - tilsyneladende fordi en storkamp mod Chelsea venter på søndag hjemme i Premier League. PSV kunne ikke, og Liverpool ville ikke. Den slags skaber kedelige kampe, og dette opgør blev ingen undtagelse. Først da Steven Gerrard kom på banen 18 minutter før tid begyndte der at ske lidt, men hans dommedagsdrøn på indersiden af stolpen var det tætteste, man kom på en scoring i den kamp.
Rundens uheldige helt: Thomas Gravesen ville så gerne. Men ak. Celtics nye stjernespiller slap langt fra godt fra sin optræden på Old Trafford. To fejlafleveringer, først til Carrick, siden til Scholes, og så havde Manchester United scoret to mål og banet vejen til sejren på 3-2. Ikke det gensyn med Champions League, danskeren kunne have håbet på.
Ellers noget: Manchester United tjente tre point, men står overfor skades-problemer på midtbanen. Ryan Giggs måtte humpe ud af opgøret med en fiberskade, der vil holde ham ude i de næste fire uger. Samtidig står Ji-sung Park overfor en ankeloperetion, der vil holde ham på skadeslisten i de næste tre måneder. Manager Alex Ferguson glædede sig dog i stedet over, at Paul Scholes er tilbage med appel. Han var banens bedste mod Celtic.
"Skaderne er et problem, men for mig var Paul Scholes kampens spiller. Hans pasninger vandt kampen for os," sagde Sir Alex.
Og hvad har vi så: En anden stor personlighed, Inter-ejer Massimo Moratti, var langt fra tilfreds med sin klubs indsats i første runde, hvor det blev til et 1-0 nederlag i Lissabon til Sporting. Inter er i skandalens skygge udråbt til den store mesterskabsfavorit hjemme i Støvelandet og også favorit til at vinde gruppe B, der ud over de to kombattanter på Estadio José Alvalade rummer Bayern München og Spartak Moskva.
"Vi spillede dårligt, men vi vidste på forhånd, det ville blive en svær gruppe. Men sådan er det for alle i denne turnering. Der er ingen undskyldninger for nederlaget. Kun Olivier Dacourt og i mindre omfang Zlatan Ibrahimovic spillede ikke dårligt," lød det var Moratti efter nederlaget.