Generelle

Rommedahl er tilfreds

Selv om Charlton ligger næstsidst og har en svær hjemmekamp mod Arsenal på programmet, er den danske landsholdsspiller Dennis Rommedahl ganske godt tilfreds med situationen - og det er ikke kun på grund af spilletiden i de seneste par kampe.

»Nogle gange mangler man bare heldet. Jeg synes ikke, at vi har spillet dårligt. Vi har faktisk domineret flere kampe, men vi har bare ikke scoret mål. Måske er det på grund af de mange nye spillere på holdet, som vi skal lære bedre at kende, men overordnet set synes jeg, at det går godt,« sagde Rommedahl til Sky Sports før kampen mod London-rivalerne, hvor der måske godt kan lure en overraskelse ifølge den hurtige kantspiller.

»Alle kan stadig slå Arsenal, og det kan vi også på en god dag. Men sådan en dag har vi også brug for, mens de ikke må spille optimalt. De er det bedste afleveringshold i ligaen med deres hurtige kombinationer, og det skal vi stoppe,« sagde Rommedahl.