Generelle

Romario til Australien

Den 40-årige legende, Romario, har skrevet under på en lejeaftale med den australske klub Adelaide United, som indebærer, at han skal spille fire kampe. Debuten er sat til den 25. november, men inden da skal han spille mod sin tidligere klub, Miami FC, den 17. oktober i en træningskamp.

Romário de Souza Faria, som er hans fulde navn, jagter 1000 scorede mål, men indtil videre må han se sig selv på andenpladsen efter legenden Pelé, som har rundet de 1000 mål. Verdens bedste fodboldspiller i 1994 mangler til dato 18 mål ifølge ham selv, men Adelaide har talt det til 23 manglende mål, hvorimod kritikere i Brasilien mener, at der mangler endnu flere.

I Adelaide United er man meget glade for Romarios tilknytning til holdet.

"Han har vundet VM, spillet for nogle af de bedste klubber i verden." siger træner John Kosmina til klubbens hjemmeside.

I sin storhedstid spillede Romario sammen med bl.a. Michael Laudrup i Barcelona. Ud over den spanske Primera Division har Romario spillet i den brasilianske, hollandske, amerikanske og hos Al Saad i Qatar.