Generelle

Pagliuca slog Zoffs rekord

Den 39-årige tidligere landsholdsmålmand Gianluca Pagliuca skrev søndag historie i den italienske Serie A.

Ascoli-keeperen spillede mod Messina sin ligakamp nr. 570, hvilket er ny rekord. Pagliuca overgår dermed legenden Dino Zoff, der nåede 569 kampe i den bedste italienske række fra 1961 til 1983.

Pagliuca har spillet i Bologna, Sampdoria, Inter, og igen i Bologna, før han denne sommer skiftede til Ascoli.

Pagliuca har i løbet af karrieren både vundet det italienske mesterskab og pokalturnering, Europa Cup for Pokalvindere og UEFA Cup, samt stået på mål i en Champions League-finale. Det var i 1992 for Sampdoria mod Barcelona.