De regerende Champions League-mestre Liverpool kom overraskende bagud mod litauiske FBK Kaunas, men satte så ekstra fart på spillet og vandt en forholdsvis nem sejr på 3-1.
Kampen i Litauen var 21 minutter gammel, da Giedrius Barevicius fra tæt hold gav Kaunas en sensationel føring. Det vækkede Liverpool, der blot ni minutter senere havde bragt sig foran 2-1. Først scorede Djibril Cisse, og dernæst headede Jamie Carragher et hjørnespark fra Steven Gerrard i mål.
Samme Steven Gerrard scorede selv det tredje mål, efter at kampens danske dommer, Knud Erik Fisker, havde peget på straffesparkspletten for en klar eftertackling af Liverpool-anføreren i det kriminelle felt.
Liverpool gav debut til den nye angriber Peter Crouch, som er købt i Southampton. Crouch nåede at lægge op til Liverpools første scoring, før han et kvarter før tid blev udskiftet med Fernando Morientes.