Mislykket Ailton-aktion
"Jeg vil ikke kommentere beløb, men ja, der har været kontakt med klubberne," siger Örgryte-direktør Mads Rydhede til B.T.
Avisen erfarer at FC København har strukket sig meget langt i bestræbelserne på at hente Ailton, men at den svenske bundklub takkede nej til at større millionbeløb. Et afslag, som Flemming Østergaard har svært ved at forstå.
"Det er svært for mig at forstå den holdning. Vi er jo indstillet på at betale. Det har været overraskende for mig, og jeg kan kun sige, at jeg forstår det ikke. Vi må nok bare erkende, at løbet er kørt," siger Østergaard.
Ailton Almeida og agenten Roger Ljung har også forsøgt at bearbejde den svenske klub, for udsigten til Champions League er mere tillokkende end en svensk bundstrid.
"Vi har gjort, hvad vi kunne. Men Örgrytes ledelse har ikke ønsket at tage imod FCKs tilbud, selv om det økonomisk var meget attraktivt," siger Ljung.