Generelle

Milan erkender krisen

Efter endnu et nederlag er Milan femtesidst i Serie A.

Lørdag morgen var det 40 år siden, at et Milan-hold senest havde tabt tre hjemmekampe i Serie A i træk, men med nederlaget til Roma samme aften, tangerede det nuværende Milano-hold den mindre ærbare rekord, og krisen er nu så tydelig, at selv træner Carlo Ancelotti må erkende den.

"Vi betaler i øjeblikket prisen for at skulle fremskynde vores sæsonforberedelser for at blive klar til Champions League-kvalifikationen i august (Milan var oprindeligt direkte kvalificeret, men det ændrede Calciopoli-dommen på, red)," sagde Milan-træneren efter 1-2-nederlaget.

Efter forrige rundes nederlag til Atalanta klandrede Carlo Ancelotti de italienske dommere for holdets aktuelle dårlige resultater, men lørdag aften var han villig til selv at tage mere ansvar for en sæsonstart, der placerer Milan på femtesidstepladsen.

"Vi har store problemer med at vinde vores kampe i øjeblikket, og vi må se at bringe os ud af den situation."

Milan indledte sæsonen med otte minuspoint, men har kun formået at hente fire sejre og score 11 gange i de første 11 spillerunder og er placeret 20 point efter førerduoen Palermo og Inter. I lørdagens kamp sørgede Roma-anføreren Francesco Totti med to scoringer for Romas første sejr over Milan på Stadio Giuseppe Meazza siden 1987, og for at Milan bliver i den kedelige ende af tabellen.

"Jeg synes, at vi brugte en masse kræfter på at komme tilbage i kampen efter Romas tidlige scoring, for det er et hold, der virkelig får modstanderen til at løbe i samtlige 90 minutter. Det så ud til at være en god indsats, mens så mistede vi samlingen på holdet til sidst," analyserede Ancelotti.

"Vi faldt i søvn, da Roma scorede sit andet mål. Vi kunne have bragt os selv i et kontraangreb, men mistede i stedet bolden og tillod, at Roma kunne score."

Milans tre angribere, Oliveira, Gilardino og Inzaghi hvoraf de to første startede inde lørdag aften har kun præsteret en scoring hver i Serie A i denne sæson. Målet mod Roma blev sat ind af midtbanespilleren Cristian Brocchi, og rygterne melder nu angriberen Andrej Sjevtjenko tilbage til klubben fra Chelsea.

"Sjevtjenko var en meget vigtig spiller for os, men det fører ikke til noget at fortryde hans skifte. Problemet er, at det, vi gør i Milan i øjeblikket, ikke er nok – vi bliver nødt til at yde noget mere og ikke hænge med hovederne. Vi spiller godt, men betaler prisen for nogle individuelle fejl. Vi må lære at bevare koncentrationen i en hel kamp," sluttede Ancelotti.

Totti bliver stadig væk fra landsholdet

I det andet omklædningsrum kunne Francesco Totti foruden sejren, der sikrer, at Roma bevarer kontakten med Inter og Palermo, der begge vandt søndag, i toppen, glæde sig over sin tredje og fjerde scoring i Serie A i denne sæson. Roma-spilleren holder dog fast i sin selvvalgte pause fra det italienske landshold.

"Lige nu fokuserer jeg kun på at gøre det godt for Roma og ikke på noget som helst andet," sagde Totti efter kampen.

"Jeg vil nyde denne store sejr, som er den første ude over Milan i 20 år. Med alle vores udesejre over de store hold og med det hold, vi har, er vi ikke i tvivl om, at vi kan vinde mesterskabet i år. Vi beviste i dag, at vi har et godt hold, der er i stand til at udfordre alle."

Francesco Totti meldte efter VM-sejren fra til landsholdet for at give sig selv ro til at komme sig 100 procent efter en ankelskade og er således ikke med, når Italien møder Tyrkiet i en venskabskamp på onsdag i Bergamo.

Ingen fodbold i Udine

Udinese må sandsynligvis finde en ny hjemmebane til den kommende weekends hjemmekamp i Serie A mod Siena, efter at politiet har lukket Stadio Friuli. En økonomisk disputs mellem klubben og kommunen, der ejer stadion, foldede sig over sommeren, og senest har et sikkerhedstjek sat en stopper for fodbold på stadion i Udine foreløbig. Udinese forventes at spille på Stadio Bentegodi i Verona i stedet. (ks)

Messi bytter med Adriano?

Den eneste spiller, Inter er interesseret i, når transfervinduet åbner, er FC Barcelonas Lionel Messi. Det siger Inters ejer og præsident, Massimo Moratti til La Gazzetta dello Sport, og de italienske medier spekulerer i, at den 19-årige argentiner kan vil indgå i en byttehandel med Milano-holdets brasilianske angriber Adriano. (ks)