Generelle

Midtbanestrateg uden makker

Manchester United købte kun en spiller i sommerpausen, og det var en for lidt, for det var slet ikke meningen, at Michael Carrick skulle være defensiv midtbanemand. Men foreløbig går det meget godt med fire sejre i rap for den tidligere Tottenham-mand

BOLDEN HOPPER EN LILLE SMULE fra Thomas Gravesen, men den danske midtbanemand har ikke tænkt sig at opgive jagten. Han går frem med højtløftet ben, men modstanderen flytter sig ikke. Tværtimod tackler Michael Carrick igennem, erobrer bolden, finder Paul Scholes og så fører United 2-1 over Celtic.

Hvis man aldrig havde set Michael Carrick spille før, så ville man måske tro, at manden i den røde trøje med nummer 16 på ryggen var en bedre arvtager til Roy Keane end manden i den grønstribede trøje med det samme nummer. Men skindet bedrager. Hvor Gravesen også har fightergenet i sig, er Michael Carrick en mere forfinet type med overblik og sammenligninger med ikonet Glenn Hoddle hængende over sig efter et par gode sæsoner på White Hart Lane.

Og det var heller aldrig meningen, at den 25-årige midtbanemand skulle være stopklods foran forsvaret. Tværtimod var Manchester United efter både Bayerns Owen Hargreaves og Villarreals Marcos Senna som supplement til den chokerende dyre Carrick, der kostede United hele 155 millioner kroner at købe fri af Tottenham.

Det er mange penge, men United-manager Sir Alex Ferguson ser Carrick som en potentiel arvtager til den offensivt styrende Paul Scholes. I første omgang har manden med blot otte landskampe for England dog taget et skridt tilbage på midtbanen, for det kiksede med de mere defensive indkøb, så der skulle dækkes af foran forsvaret, og det er gået fornuftigt i de få kampe, det foreløbig er blevet til.

Ambitioner om England

For Carrick fik en ankelskade i sin blot anden kamp for sin nye klub og er først blevet helt klar igen for et par uger siden. Så det er en uprøvet mand i en ny rolle, der foreløbig er sat til at lukke af på midtbanen, hvilket nu passer ham fint nok også i forhold til ambitionerne med England, hvor han er i hård konkurrence med Steven Gerrard, Owen Hargreaves og Frank Lampard om de to centrale pladser.

"Jeg håber da, at mit skifte til Manchester United vil øge mine muligheder for at kæmpe mig ind på landsholdet. Når man spiller på de største scener som dem i Champions League, så får man også mulighed for at vise, hvad man kan mod de bedste."

"Rammerne omkring holdet er egentlig ikke så anderledes heroppe i forhold til i Tottenham, men det er bare så kæmpestor en klub Jeg havde nok en idé om det på forhånd, men det rammer for alvor, når man bliver en del af det. Forventningerne er enorme, og man skal vinde for enhver pris," sagde Carrick for nylig.

Og duellen med de højtløftede knopper mod Thomas Gravesen og Celtic viser, at midtbanemanden ved, hvad det drejer sig om.

Nederlag har han heller ikke smagt endnu. Det er blevet til fire sejre og et indhop for England mod Makedonien, så det går den rigtige vej for Carrick, der i den forgangne uge slap godt ud af tvekampen mod Tottenham og derefter ydede et vægtigt bidrag i "The Battle of Britain".

Søndag gælder det så den klassiske tvekamp mod Arsenal og som gammel Tottenham-spiller bliver det ikke en svær kamp at sætte sig op til for Manchester Uniteds eneste sommerindkøb Michael Carrick.