Generelle

Lyngby topper det hele

Med en sejr på 3-2 over Brabrand bragte Lyngby sig på førstepladsen i 1. division med kurs mod SAS Ligaen, men her stopper det ikke for de blåblusede nord for København.

Samtlige klubbens fire elitehold er nemlig i spidsen for deres rækker. Således fører andetholdet kvalifikationsrækken,, mens man også er i front af både Ynglinge- og Junior-ligaen.

Efter en 2-0-sejr over AaB i Aalborg er juniorerne hele otte point foran FC Midtjylland på førstepladsen og kan sikre Lyngbys første mesterskab i denne række i tredjesidste runde på lørdag, hvor KB er modstanderen.

"Det er et meget, meget målrettet stykke arbejde fra en masse mennesker som nu bærer frugt. Det er ikke et tilfælde at vi ligger som vi gør. Det er hårdt arbejde,"siger førsteholdstræner Kasper Hjulmand om Lyngbys samlede succéssæson.

Samtidig topper sjovt nok en tidligere Lyngby-spiller, Morten Nordstrand, topscorerlisten i SAS Ligaen.