Generelle

Ladbrokes vs. Staten

Det er efterhånden to år siden, at en af verdens største bookmakere, Ladbrokes, anlagde sag mod den danske stat omhandlende det omstridte spillemonopol, varetaget af Dansk Spil.

Efter to års procesarbejde mellem Ladbrokes' advokat og kammeradvokaten, der repræsenterer regeringen, kom det i denne uge så vidt, at de to parter omsider kunne stå overfor hinanden i retssalen. Kl. 9.30 gik det løs i Østre Landsret i tirsdags, og her skulle Ladbrokes forsøge at argumentere for, at det danske spillemonopol er ulovligt og strider imod EU's love om Etableringsfrihed og Fri udveksling af tjenesteydelser, som er nedfældet og godkendt af alle EU's medlemslande inkl. Storbritannien og Danmark i EF-traktatens artikel 43 og 49. Eller for nu at sige det enkelt; er det danske spillemonopol lovligt eller ej.

"Det er dette, vi har gået og ventet på, siden vi besluttede at tage kampen op mod det danske spillemonopol tilbage i 2004. Vi ser meget frem til de kommende ugers retsmøder i Østre Landsret og vi føler os godt forberedte", kom det fra selskabets danske manager Richardt Funch, inden han trak indendøre i Østre Landsret, og Funch nåede at tilføje.

"Ladbrokes erklærede mål er, at det økonomiske monopol afskaffes, og at det danske spillemarked reformeres og gøres tidssvarende. Det danske spillemarked skal reguleres på et konkurrenceudsat marked til gavn for den danske forbruger, men naturligvis med stenhårde krav og regler specielt i forhold til ludomani".

De første to dage i retssalen gik med at advokat Lars Karnøe forelagde sagen for de tre dommere, som den ser ud fra Ladbrokes' synspunkt. Karnøe har under processen fremvist eksempler på spillemonopolets virksomhedsadfærd og aggressive markedsføring af spil overfor danskerne. Onsdag var tre personer indkaldt til vidneafhøring, Danske Spils direktør, H.C. Madsen og firmaets Informationschef Thomas Rørsig samt Ladbrokes nordiske direktør Douglas Roos.

Det siger sig selv, at en dom i sagen, der går staten imod, vil få vidtrækkende konsekvenser for det danske spillemarked, men selvom dommerne skulle gå imod staten, vil det næppe være det sidste ord sagt i denne sag.

Torsdag var der igen vidneafhøringer, hvorefter sagen fortsætter tirsdag og onsdag i næste uge.