Generelle

Knæ-tjek til Augustinussen

AaBs alsidige midtbanespiller Thomas Augustinussen skal have undersøgt sit knæ i næste uger ved en såkaldt atroskopi-undersøgelse. En lille kikkert føres ind i knæet, så lægerne kan se, om der er noget galt.

"Ja, forhåbentlig kan dette give et præcist svar på Augustinussens skade, og i givet fald vil det nødvendige indgreb også blive foretaget," oplyser AaB's fysioterapeut Henrik Bøgvad til klubbens hjemmeside, aabsport.dk.

Thomas Augustinussen har siddet udenfor i den sidste del af efteråret på grund af knæ-smerter, og selv om det er umuligt at sige noget om tidshorisonten for skadens heling inden undersøgelsen, håber man naturligvis i AaB, at han er klar, når forberedelserne til forårs-sæsonen indledes 3. januar.

Augustinussen og de øvrige AaB'ere er i øvrigt på en tre-dages social tur til London i øjeblikket, hvor et af programpunkterne er at overvære Premier League-opgøret på Craven Cottage mellem Fulham og Reading.