Generelle

HSV og Milan videre

Hamburger SV og AC Milan kvalificerede sig tirsdag aften til Champions League på bekostning af henholdsvis Osasuna og Røde Stjerne.

HSV var på en svær opgave i Spanien med kun 0-0 i bagagen fra den første kamp, og det blev ikke nemmere af, at Osasuna kom foran allerede efter seks minutter på et hovedstødsmål ved Carlos Cuellar.

Selvom tyskerne havde svært ved at trænge gennem det kompakte spanske forsvar, gav de dog ikke op, og et kvarter før tid kom belønningen, da Nigel de Jong udlignede til slutresultatet 1-1, så HSV gik videre på reglen om udebanemål.

Milan skulle i Beograd forsvare en 1-0 føring fra den første kamp. Det blev betydeligt nemmere, da Filippo Inzaghi scorede efter en halv time, for så skulle serberne op og nette tre gange.

Det gjorde de ikke. I stedet øgede Clarence Seedorf med ti minutter igen til 2-0, før Dokic minuttet efter fik pyntet på resultatet.