Herfølge dukkede topholdet
Efter seks sejre i streg gik den ikke længere for Ole Schwennesens SønderjyskE-mandskab. Søndag eftermiddag led holdet nemlig sæsonens blot andet nederlag, da det på Herfølge Stadion blev til en 2-0 sejr til hjemmeholdet.
Gæsternes cheftræner havde på forhånd proklameret, at han havde masser af respekt for sjællænderne, og at Herfølges placering midt i rækken ikke var retvisende. Og det fik Schwennesen altså ret i. Hjemmeholdets scoringer blev sat ind efter 24 minutter ved Mikael Rynell og et minut før tid ved Anders Simonsen.
Rækkens bundhold fra Aarhus Fremad led deres syvende nederlag i sæsonen, da de på udebane mod Næstved måtte bøje sig med 1-2. Århusianerne var ellers foran det meste af kampen, efter at Kenneth Jensen havde nettet i det 36. minut.
Men hjemmeholdets Gauchinho fik udlignet med ti minutter tilbage, og efter at Mads Agesen havde fået sit andet gule kort, lykkedes det også Næstved at få sejrsscoring. I opgøret sidste minut var Kristoffer Aagaard på pletten.
På trods af dagens nederlag er SønderjyskE fortsat på en sikker førsteplads med to point ned til Fredericia. Næstved kravler op på rækkens sjetteplads - a point med AGF. Aarhus Fremad danner stadig bundprop.