Gravesen forsvarer Helveg
"Det ville være en frygtelig skam at sende Helveg ud af landsholdstruppen. Hans menneskelige værdier er ufatteligt vigtige for landsholdet. Han er rollemodel og suverænt nr. ét i hierarkiet. En fantastisk støtte. Et bindeled for Morten Olsen til at nå spillerne, og et bindeled for os til at nå landstræneren."
"Hvis du kommer tæt på Helveg og mærker hans varme som person, vil du bedre forstå, hvad jeg mener. Det er altid ham, de unge spillere går til, men ikke kun dem. Jeg henvender mig tit for at få et råd. De unge er velkomne til at læne sig op ad os, der er lidt ældre, altså folk som Thomas Sørensen, Martin Jørgensen, Jon Dahl og jeg selv, men det er Helveg, de går til."
"Helveg er lige en klasse over alle os andre. En mand, der altid er i balance. Han udstråler indre harmoni og ro, og han behandler alle ens. Han har tilmed så meget fodboldmæssig erfaring til at coache andre. Han er 110 pct. professionel, og det er ikke tilfældigt, at han har spillet 101 landskampe. For øvrigt er han stadig en god spiller. Da han kom ind mod Polen viste han, at han sagtens kan være med," siger Thomas Gravesen til B.T.
Den danske midtbanespiller gider ikke høre på, at Helveg var en usikkerhedsfaktor i 1-1 kampen mod Paraguay i foråret.
"Ja, Helveg lavede en fejl og kostede et mål. Så er I straks efter ham. Jagter ham. Det samme skete i sin tid for René Henriksen efter en kamp. Tendensen er tydelig at aflæse gennem de senere år. En masse negative skriverier om os spillere. Ved du hvad? Folk gider ikke læse det. I får kun det ud af det, at vi spillere ikke mere vil åbne os så meget," siger en ivrig Gravesen.