Generelle

Fortjent nederlag til FCK

FC København var ikke i nærheden af at få point i tirsdagens Champions League-kamp på udebane mod Celtic.

Kampen i gruppe F endte med en fortjent og lidt for lille 1-0 sejr til Celtic med Thomas Gravesen på holdet via et straffesparksmål af Kenny Miller.

De danske mestre formåede på intet tidspunkt i kampen at true deres skotske modstandere. Spillet hang slet ikke sammen på midtbanen, og angrebet var aldeles anonymt.

Som forventet kom FC København under pres, men havde nok næppe regnet med at komme så meget under pres, som de gjorde i første halvleg. Den bageste kæde holdt dog Celtic væk fra nævneværdige chancer.

Muligheden for hjemmeholdet opstod dog ni minutter før pausen, da Michael Gravgaard fældede Shunsuke Nakamura i straffesparksfeltet. Kenny Miller scorede fra 11 meter-pletten, selvom FCK-keeper Jesper Christiansen var uhyggeligt tæt på at redde forsøget.

Et minut før pausefløjt burde Kenny Miller have øget til 2-0, men hans hovedstødsforsøg blev fremragende reddet af Jesper Christiansen.

Efter pausen kom FCK lidt mere ind i kampen, mens Celtic skruede ned for dampen. Det var dog hjemmeholdet, der var tættest på at score ved Kenny Miller, da han midt i halvlegen blev spillet fri, men igen var Christiansen på sin plads.

Til sidst forsøgte FCK at mobilisere noget, der lignede en offensiv, men den blev aldrig farlig, og med mindre københavnerne kommer op i omdrejninger i de næste to kampe mod Manchester United, så venter der store klø forude.