Generelle

Forfulgt af fortiden

Stolte Aberdeen stikker snuden frem i den skotske Premier League, og nu er Dons-supporterne så småt begyndt at drømme om Champions League

"Jeg spekulerer overhovedet ikke i Champions League."

Aberdeen har fundet sin niche i den skotske Premier League og stikker snuden frem i toppen efter urørlige Celtic.

Men Champions League via andenpladsen? Dons-manageren må trække på smilebåndet.

"Det skulle ikke undre, om supporterne drømmer om det, og de forventer sikkert også, at vi vinder den. Men ikke mig. Så tosset er jeg altså heller ikke," siger Jimmy Calderwood.

Samme Calderwood som siden 2004 har stabiliseret situationen på Pittodrie Stadium, hvor der efterhånden også er kommet nogenlunde styr på den økonomiske side af sagen.

Lørdag skal Aberdeen måle sig med Gravesen og Co. i Celtic Park i Glasgow. Altid en stor kamp nærmest på linie med en pokalfinale.

Det går bedre end længe, men måske er det dér, at holdet får "det spark i bagdelen", som Calderwood ved vil komme før eller siden.

De store firserdage

Men ingen tvivl om at Dons-supporterne drømmer store drømme.

Og de har historikken med sig. The Glory Years.Titlerne og de store dage i firserne. Europa Cup-triumfen over Real Madrid i pokalvindernes finale 1983, da Alex Ferguson som manager endnu regerede på Pittorie og anbefalede sig over for Manchester United.

"Ethvert Aberdeen-hold til enhver tid bliver målt på, ja, jeg vil næsten sige forfulgt af fortidens bedrifter. Som spiller kunne det altså godt være temmelig svært at forholde sig til," siger Peter Kjær, klubbens danske keeper frem til sommeren 2003.

Viasat fodboldeksperten følger stadig sin gamle klub på klos hold via sine skotske kontakter og tvivler på, at Aberdeen kan fastholde succesen på den lange bane.

"Calderwood har bygget et godt hold op med perspektiver i, men skåret ind til benet er der generelt sagt ikke den store kvalitetsforskel på top og bund i Premier League, hvis man lige holder Celtic og Glasgow Rangers udenfor."

"Hver sæson ser man en klub poppe op i slipstrømmen på "de to store". Sidste år var det Hearts og i år tilsyneladende Aberdeen. Det handler meget om at komme fornuftigt fra start og ride videre på en succesbølge. Jeg oplevede det selv en sæson under Ebbe Skovdahl, og det er det, der nu sker igen for klubben."

"Succesen skyldes ikke, at klubben har hentet tre-fire topspillere ind, der har løftet niveauet. For klubben har ikke råd til at købe spillere til hverken 10 eller 15 millioner. Den går gerne efter gode spillere, der er transferfrie, og som man så giver en god løn efter skotske forhold. Desuden er der lagt en ny strategi, hvor man nu ser bort fra udenlandske spillere og i stedet investerer i britiske spillere, man ligesom kender, de fleste af dem skotter."

Et godt hold, men ikke i nærheden af den kvalitet, som herskede i The Glory Years, konkluderer Peter Kjær.

Men supporterne drømmer videre, de vil se nye pokaler i det skab, der i forvejen er bugnende fuldt via fortidens bedrifter.

Dyr fornøjelse

Det er krævende folk, der fylder Pittodrie Stadium, det første overdækkede all-seater stadion i hele United Kingdom og en dyr fornøjelse, som en lang overgang gjorde ondt på økonomien.

Men i dag er der bedre greb om finanserne, selv om klubben i sommer leverede et årsregnskab, der udviste et tab på 1,5 millioner pund.

Men ingen grund til bekymring ifølge Dons-direktør Duncan Fraser, der ser tabet som en investering i fremtiden.

"Vi er overbeviste om, af de penge, vi har brugt, nok skal give udbytte de kommende år," siger Fraser.

Men klubben har en anden bekymring. Når der er gode dage, er der også gode spillere, som andre klubber indfanger i deres kikkert.

Lige nu er landsholdsforsvareren Russell Anderson i søgelyset, og manager Calderwood frygter med god grund, at han mister Anderson, når transfervinduet genåbner til januar.

Den tid den sorg. Lige nu kører det for The Dons, og mere eller mindre glemt er det pinlige pokalnederlag til 3. divisionsklubben Queen's Park sidst i august. En ydmygelse, som krævede, at fodbolddirektør Willie Miller måtte rykke Calderwood til undsætning.

I øvrigt den Miller der sammen med spillere som Jim Leighton, Gordon Strachan og Alex McLeish udgjorde rygraden på Alex Fergusons berømte firser dreamteam.

EBBE SKOVDAHL, Aberdeen-manager 1999-2002:

"Aberdeen vil gerne være Skotlands tredjestørste klub, men det er jo lidt svært, når der f.eks. kommer en litauer og poster en masse penge i Hearts. Om det holder? Jeg håber og tror da, at Aberdeen kan blive ved med at spille med om de europæiske billetter, det skete jo to gange i den periode, jeg var manager i klubben, at vi spillede europæisk. Men de kommer nok til at slås med klubber som Hearts, Hibernians og Kilmarnock om det, de er jo normalt også stabile hold. Selv om den nuværende manager Jimmy Calderwood har hentet mange spillere udefra, så glæder det mig da at se, at flere af de talenter, som jeg var med til at bringe frem i sin tid, nu også er gået hen og blevet til noget i klubben. Nogle af dem er også havnet i engelsk fodbold."

"Problemet for en klub som Aberdeen er jo, at der altid er bud udefra efter de spillere, som bliver gode. Men efter min mening er der stadigvæk fornuft i, at man bliver ved med at satse på klubbens egne talenter, når man har en så stor ungdomsafdeling, som tilfældet er. Og så er det ikke mindst vigtigt, at klubben hele tiden holder sig blandt de seks bedste, når rækken bliver delt. Havner man først i den nederste halvdel betyder det både mistede entréindtægter og også mistet motivation for den sags skyld."

FAKTA OM ABERDEEN

Navn: Aberdeen Football Club

Stiftet: 1903

Tilnavne: The Dons, The Sheep

Hjemmebane: Pittodrie Stadium (22,199 pladser)

Titler: Skotsk mester (seks gange, senest i 1985), skotsk pokalvinder (syv gange, senest i 1990), skotsk liga cup-vinder (fem gange, senest i 1996), vinder af Europa Cup'en for pokalvindere (1983), vinder af den europæiske super cup (1884)

Placering: 2005-06: 6

Formand: Stewart Milne

Manager: Jimmy Calderwood

Andet: Sammen med Celtic og Glasgow Rangers er Aberdeen de eneste klubber, der altid har spillet i landets bedste række. I 1986 brokkede supporterne sig over, at sæsonen kun havde kastet to pokaltriumfer af sig og betragtede den nærmest som mislykket.