Generelle

Fem faser under Ferguson

Spillere er kommet til og spillere har forladt Old Trafford med masser af forskellige hold til følge. Her er fem af de vigtigste mandskaber fra de forgangne 20 år

1990: Det første trofæ

Jim Leighton - Mike Phelan, Steve Bruce, Gary Pallister, Clayton Blackmore - Lee Sharpe, Paul Ince, Bryan Robson, Danny Wallace - Brian McClair, Mark Hughes.

Stammen på det hold, der skaffede Alex Ferguson det første vigtige trofæ, FA Cup'en i 1990 og samtidig tegningen til mesterholdet tre år senere. Allrounderen Phelan, den rekordindkøbte stopper Pallister, midtbanedynamoen Ince og kantspiller Wallace kom alle til i løbet af 89/90-sæsonen, og selv om Wallace ikke blev det store hit, var han sammen med unge Lee Sharpe et symbol på Fergusons lyst til at spille med driblestærke kantspillere. I forhold til Fergusons hold i november 1986 var der kun backen Clayton Blackmore og anfører Bryan Robson tilbage, mens managerens fortsatte oprydning også blev bekræftet, da førstekeeper Jim Leighton efter flere nervøse præstationer blev vraget til omkampen i FA Cup-finalen mod Crystal Palace og aldrig vendte tilbage.

1996: The Double

Peter Schmeichel - Gary Neville, Gary Pallister, David May, Denis Irwin - David Beckham, Roy Keane, Paul Scholes, Ryan Giggs - Eric Cantona, Andy Cole.

Den gyldne generation satte for alvor sit præg på double-vinderne med Neville, Beckham, Scholes og Giggs og med Nicky Butt og Phil Neville i kulissen, men holdet tilhørte tre andre profiler. I mål var Peter Schmeichel urørlig, på midten var Roy Keane kaptajen og helt fremme var Eric Cantona den store matchvinder, der med en lang række et-måls præstationer i foråret tog luften ud af Newcastle og sikrede United og Ferguson det tredje mesterskab på fire år.

1999: The Treble

Peter Schmeichel - Gary Neville, Ronny Johnsen, Jaap Stam, Denis Irwin - David Beckham, Roy Keane, Paul Scholes, Ryan Giggs - Dwight Yorke, Andy Cole.

Holdet bag den legendariske treble-triumf med mesterskab, pokal og Champions League minder meget om udgaven tre år tidligere, men centerforsvaret var nyt med bomstærke Jaap Stam og den skadesplagede nordmand Ronny Johnsen, mens Dwight Yorke skabte måske Europas bedste angreb med Andy Cole. Og gik de to i stå var der altid reserverne Teddy Sheringham og Ole Gunnar Solskjær som for eksempel en majaften i Barcelona.

2003: Det seneste mesterskab

Fabien Barthez - Gary Neville, Rio Ferdinand, Laurent Blanc, Mikael Silvestre - David Beckham, Roy Keane, Juan Sebastian Veron, Ryan Giggs - Paul Scholes - Ruud van Nistelrooy.

Det ottende mesterskab blev vundet, men nedturen var sat ind, selv om holdet var det dyreste, Ferguson har samlet. Trioen med Ferdinand, Veron og van Nistelrooy kostede over 800 millioner kroner, men specielt argentinske Veron havde det svært ved siden af boldsugende Keane. Systemet blev også ændret af hensyn til både kaptajnen og Europa, men kanterne var de samme som længe. Det holdt dog kun til foråret, da en flyvsk støvle fra Sir Alex gav Beckham en flænge i øjenbrynet og superstjernens afsked med favoritklubben blev cementeret. Desuden fungerede det franske sats med Barthez og den alt for gamle Blanc heller ikke og i det hele taget var arven efter Schmeichel i målet megt tung at løfte.

2006: Fremtidens United

Edwin van der Sar - Gary Neville, Rio Ferdinand, Nemanja Vidic, Gabriel Heinze - Cristiano Ronaldo, Michael Carrick, Paul Scholes, Ryan Giggs - Wayne Rooney, Louis Saha.

Fergusons seneste mix har både rutine og ungdommeligt vovemod. Det sidste er symboliseret ved to af verdenens største talenter, Ronaldo og Rooney, mens resterne af den gyldne generation, Neville, Scholes og Giggs, giver erfaringen. Angrebet har klaret salget af Ruud van Nistelrooy, men der er snart huller, der skal fyldes ud, for van der Sar holder ikke evigt på formandsposten, mens der også snart skal findes en anden kant end den aldrende men stadig giftige Giggs. Og så vil Ferguson gerne have flere valg på midtbanen, hvor et køb af den engelske landsholdsspiller Owen Hargreaves fortsat spøger.