Generelle

FCK ude efter Niclas Jensen

Niclas Jensen er utilfreds med den manglende spilletid i Fulham og siger nu, at FC København er interesseret i at hyre ham.

"Jeg har talt med min agent (Karsten Aabrink, red.), som har talt med FCK. Så den gensidige interesse er der, men hvor langt man er kommet, det ved jeg ikke endnu," siger Niclas Jensen til mandagens udgave af dagbladet B.T.

Niclas Jensen forlod FCK i 2002 for at drage til Manchester City. Efter et mislykket ophold hos Borussia Dortmund kom han sidste sommer til Fulham, men har kun spillet 16 kampe for klubben.