Generelle

FCK sluttede med sejr

Københavnerne overvintrer på SAS Ligaens førsteplads med seks point ned til FC Midtjylland. FCK havde ikke de store problemer med at besejre Randers i Parken.

Hovedstadsholdet fra FC København var storfavoritter i søndagskampen mod Randers, og især i første halvleg så det også ud til at gæsterne skulle blive kørte helt over. Hjemmeholdet kom frem til flere store, oplagte scoringsmuligheder, men måtte vente til det 16. minut, før Marcus Allbäck kunne gøre det til 1-0. Jesper Grønkjær kiksede et indlæg i første omgang, men fik en chance mere. Denne gang havde den danske landsholdsspiller mere held med aflevering, og Allbäck kunne sende føringen ind i kassen.

Grønkjær og Berglund havde begge kæmpe chancer for at doble føringen, og ti minutter før pausen lykkedes det også svenskeren. Atiba Hutchinson sendte en super aflevering ind over Randers-forsvaret, Berglund tog bolden ned, og kunne nemt udplacere Martin S. Jensen i målet.

Mens det altså lignede en ekspeditionssag i de første 45 minutter, så kom Randers langt bedre med i anden halvleg. Tidiane Sane scorede i sin debutkamp for jyderne i sidste weekend, og sekunder efter at afrikaneren var skiftet ind i Parken, kom han på måltavlen igen. Sane brugte sin første boldberøring i opgøret til at passere Jesper Christiansen.

Reduceringen skabte lidt spænding, men helt tæt på en udligning kom Randers dog aldrig. FCK sluttede en efterårssæson med stil og sejr. Holdet kan se frem til et forårsforspring på seks point. Trods nederlaget kan Randers-træner Lars Olsen også være tilfreds med sit mandskab, der overvintrer på ottendepladsen.