Generelle

Elanga udeblev fra kamp

Joseph Elanga udeblev uden afbud fra Brøndbys andetholdskamp i 2. division øst søndag formiddag. Brøndby-reserverne spillede topkamp mod B93 og vandt trods fraværet af venstrekantspilleren 2-0.

"Nu må vi først have en forklaring fra ham om årsagen før vi kan tage stilling til evt. sanktioner," siger sportschef Anders Bjerregaard.

Elanga spillede sidste søndag på andetholdet og skulle have været med her igen sammen med Stefan Schmidt, Mike Jensen og Morten Cramer fra A-truppen. Men uden afrikaneren havde Brøndby kun to markspillere på bænken.

I forsvejen var holdet svækket en af række skader samt tre U/19-landsholdsspilleres skoletur, og man stillede med to ynglingespilllere i forsvaret.

Mike Jensen og Lukasz Cieslewicz sørgede for de to Brøndby-scoringer, der begge faldt i 1. halvleg. Brøndbys reserver er nu på en delt andenplads i rækken.