Generelle

El Moros genfødsel

Efter halvandet i engelsk fodbold med yderst begrænset succes hos Liverpool er den rutinerede målræv Fernando Morientes atter tilbage under sydlige himmelstrøg i sit velkendte målhumør, og oplever i øjeblikket stor succes i sin nye klub Valencia

Han gjorde det for Albacete, Zaragoza, Real Madrid, det spanske U/18- og U/20-landshold og for det spanske A-landshold. Og senest gjorde han det igen for sin nye klub Valencia.

Fernando Morientes står bag en enestående bedrift, hvor han har scoret i sin debutkamp for alle de klubber han har repræsenteret altså lige undtagen Liverpool selvfølgelig. Den manglende scoring i Liverpool-debuten, symboliserer egentlig meget godt hans halvandet år i den røde trøje, hvor den 186 cm høje angriber aldrig rigtig fik det til at fungere. Det blev bare til i alt 12 mål i 61 kampe i England, hvilket må siges at være yderst skuffende for en spiller af Morientes' kaliber, der som regel er god for en 15-20 mål pr. sæson.

At Morientes slet ikke slog igennem på Merseyside kan godt virke en smule underligt, idet hans spillestil og styrke i hovedspillet, der har vundet ham tilnavnet "den britiske spanier", burde passe ideelt til engelsk fodbold.

Forventningerne var da også høje, da Morientes i januar 2005 ankom til Liverpool. Han havde sæsonen forinden været udlånt fra Real til Monaco, hvor han med ni mål i 12 Champions League-kampe var en af hovedårsagerne til Monacos overraskende finaleplads. Undervejs havde Morientes med scoringer i begge opgør, været med til at sende Real Madrid ud af Champions League i kvartfinalen. Det var fjerde gang, at "El Moro", som han kaldes i Spanien, stod i en Champions League-finale, da han havde deltaget i Reals triumfer i 1998, 2000 og 2002.

I 2004 måtte han dog for første gang forlade finalen som taber og efterfølgende forlod han det monegaskiske fyrstedømme og vendte tilbage til den spanske hovedstad. Men trods succesen i Monaco, der udover titlen som topscorer i Champions League også sikrede ham prisen som Europas bedste angriber 2004, kunne han ikke finde tilbage til fordums styrke på Bernabeu, hvor han led under Ronaldos og Michael Owens ankomst, hvilket betød, at Morientes nu pludselig kun var nummer fire i hierarkiet, hvor også hans mangeårige og meget gode ven Raul lå placeret over ham.

Misery at Merseyside

Morientes var derfor ikke længere ønsket i den klub, hvortil han kom i 1997 efter to gode sæsoner hos Zaragoza, hvorfor han valgte at søge lykken i britisk fodbold, hvor forventningerne til den træfsikre spanier som sagt var store ved ankomsten.

"Morientes er præcis, hvad Liverpool mangler. Han er god med fødderne, god i luften, kan skyde med begge fødder og scorer mange mål. Købet af Morientes vil give alle i klubben et løft. Han er en klassespiller og klasse fornægter sig ikke. Jeg er sikker på, at han vil gøre det rigtig godt i Liverpool," lød skudsmålet fra Liverpool-legenden Ian Rush tilbage i januar 2005.

Real Madrid-holdkammeraten David Beckham var også fuld af lovord.

"Han vil være en trussel for ethvert forsvar, han spiller imod fordi, han er, ligesom Teddy Sheringham var. Han er fantastisk i luften og er stærk. Men han er ikke kun god i hovedspillet, han er osgå en god fodboldspiller, der er god til at holde på bolden. Han er generelt en svær spiller at spille imod," lød Beckhams vurdering af Morientes.

Men på trods af de pæne ord blev opholdet i England som bekendt aldrig nogen succes og efter halvandet år valgte Morientes, at karrieren skulle genstartes i Spanien.

"Jeg ønskede at vende tilbage til det, jeg kendte og spille den slags fodbold, som jeg føler mig tilpas ved," har Morientes begrundet tilbagevendelsen til spansk fodbold.

"Det er noget, jeg har tænkt på i de sidste par måneder, da jeg ikke spillede mit bedste i Liverpool," forklarede Morientes og gav samtidig en forklaring på, hvorfor succesen udeblev i Liverpool.

"Jeg brød mig ikke om den megen fysik i engelsk fodbold, eller dommerne, der tillod meget mere end de gør her. En angriber er ikke beskyttet mod modstandernes forsvar og de spillede virkelig hårdt mod mig," mener den tidligere spanske landsholdsangriber, der ikke har været blandt Aragones' foretrukne, siden han blev sorteret fra inden sommerens VM.

En ny start

Trængslerne fik en ende, da Valencia i juli måned stod klar til at overtage Morientes for et uoplyst beløb, som dog må være markant mindre en de 69 mio. kroner, som Liverpool købte ham for i Real Madrid, da Morientes ikke længere var blandt Europas hotteste angribere.

Hvor mange penge Valencia end har spenderet på den rutinerede angriber, fortryder man givetvis ikke den handel. Valencianerne har med det samme fået valuta for pengene, idet Morientes fra start har vist, at de halvandet år i England ikke har ødelagt skarpheden. Seks officielle mål er det blevet til i sæsonen indtil videre, hvor især hattricket mod Olympiakos imponerede og partnerskabet med David Villa i Valencia-offensiven fungerer allerede forrygende, hvilket kan vise sig at blive afgørende for Valencias sæson.

"Jeg kender David(Villa red.) fra landsholdet. Han er let at snakke med og jeg ved, hvordan han spiller. Vi er startet godt og jeg føler, at vi har en god kemi. Men vi må ikke glemme, at det ikke kun er op til os," lyder Morientes' vurdering af Valencias nye angrebsduo.

En af hovedårsagerne til, at Morientes spillemæssigt er faldet så hurtigt til, er, at han sammen sin kone og tre børn er faldet godt til i Valencia, hvilket ikke var tilfældet i England, hvor familien ifølge Morientes aldrig rigtigt vænnede sig til kulturen og sproget.

Samtidig er Morientes netop blevet far for tredje gang og sidst det skete, var Morientes også i en af karrierens værste kriser, da han dengang ikke havde scoret i 15 kampe i træk, hvorefter han atter fik gang i målscoringen akkurat som tilfældet var i Valencia.

Fakta

Navn: Fernando "Moro" Morientes Sanchez

Født: 5. april 1976 i Caceres, Spanien

Klubber:

1993-1995: Albacete (22 kampe/5 mål)

1995-1997: Real Zaragoza (66 kampe/28 mål i ligaen og 5 kampe/2 mål i europæisk)

1997-2003: Real Madrid (168 kampe/ 72 mål og 55 kampe/17 mål)

2003-2004: Monaco (lån) (28 kampe/10 mål og 12 kampe/9 mål)

2004-2005: Real Madrid (16 kampe/0 mål og 10 kampe/7 mål)

2005-2006: Liverpool (41 kampe/8 mål og 20 kampe/4 mål )

2006-?: Valencia (4 kampe/2 mål og 4 kampe/4 mål)

Landsholdet:

Debuterede i marts 1998 med to scoringer mod Sverige. 43 kampe og 28 mål.

Triumfer:

Champions League-vinder 1998, 2000 og 2002

Spansk mester 2001 og 2003

FA Cup 2006

Champions League-topscorer og "bedste angriber i Europa" 2004