Generelle

Eksklusivt: Stort Anders Bjerregaard-interview

Tipsbladet mødte den nu afgåede sportschef til et stort interview i slutningen af september. Tipsbladet.dk bringer det nu her eksklusivt i sin helhed.

»Det er ikke min opgave at skabe stof til aviserne«

Du har været udsat for voldsom kritik, men har mest holdt lav profil, når bølgerne er gået højt. Havde det ikke været en bedre strategi at være mere synlig og svare mere igen?

"Jeg må svare ærligt, at jeg tænker ikke i strategi. Det har vi dygtige folk til, og der kommer råd, som man lytter til. På visse områder handler det om, at man er som man er. Jeg er nok ikke nogen specielt højtråbende type, jeg siger min mening, men det er ikke nødvendigt, at det står nogen steder. Mine kolleger ved nok, hvad min mening er, og de er klar over, når nogle ting ikke er i orden. Det er ikke min opgave at skabe stof til aviserne, men mit ønske er da, at det stof der er i aviserne handler om, hvad vi laver inde på fodboldbanen og ikke andet.«

Ser du det som en stor ulempe at skulle bruge tid på medierne?

»Det er forkert at sige en ulempe, for det er en del af det. Og en del er at jeg som repræsentant for klubben fremstår troværdigt. Der er ikke nogen i huset, som ikke har respekt for det journalistiske erhverv, men når man skal forholde til noget, man må betragte som »støj« og ligegyldige ting, som ikke handler om ens arbejde, så forsøger jeg at cutte af, og derfor er der perioder, hvor jeg på nogen områder ikke er synlig. Ellers stiller jeg op så meget, det er påkrævet.«

I tiden med Hermann Haraldsson var han den mest synlige, der har været spekulationer fremme om, at han ønskede dig udskiftet?

»Det evigt tilbagevendende spørgsmål, som jeg ingen kommentarer har til. Min person bliver diskuteret, men det er ikke noget, jeg kan forholde mig til og kan påvirke. Det er ligegyldigt hvad jeg siger, så bliver det fortolket i den retning man ønsker, så det holder jeg mig væk fra.«

Nu har I en ny direktør, som har fremført ønsket om, at Brøndby skal være bedre til at udvikle og fastholde egne talenter, en kritik andre har fulgt op på?

»Var den kritik fremført for halvandet eller to år siden, kunne jeg forstå det. Men ikke nu, hvor vi har tre-fire med i startopstillingen. Der er ting man kan kritisere, men jeg kan have et ønske om, at man er en smule mere nuanceret. Det er et fokusområde for os, hvor vi gerne vil være endnu dygtigere. I bund og grund gør vi det faktisk meget godt. Vi møder nummer et AGF med fire fra vores egen talentafdeling i startopstillingen, og hvor mange har det? Vi har ingen grund til at bøje nakken, kritikpunktet er, at vi ikke får den og den igennem her, men det kan man vælge at anskue positivt for dansk fodbold, at vi producerer en masse også til andre. Nogle gange skal man også ud for at få hår på brystet, som det er set med Mike Jensen og før Krohn-Dehli. Vi bilder os ikke ind, at vi gør ting optimalt, men lige den del har vi ekstremt meget fokus på. I forhold til det antal vi har fra talentafdeling til vores A-trup, kan man heller ikke klage. Vi har to om året, hvem kan det? Ja, der går nogen tabt og ja vi tager fejl med nogle, men nogle gange har folk også brug for luftforandring og andre input for at tage det næste skridt. Her vil vi komme til at bruge udlejning mere som et led i udviklingen.«