Drogba i særklasse
I Chelsea valgte de i sidste uge at give Didier Drogba en kontraktforlængelse, og sådan som afrikaneren har spillet i efteråret, er det helt på sin plads. Før dagens runde havde Drogba scoret fem kasser i Premier League, og med dagens tre netruskere er han nu alene i spidsen som ligatopscorer.
Der var ikke den store tvivl om, hvem der ville vinde opgøret på Stamford Bridge, for Watford har simpelthen ikke klassen til for alvor at udfordre de engelske mestre. Og Chelsea kunne da også gå til pausen med en tomålsføring. Begge gange fandt Andryi Sjevtjenko Drogba, der fandt indersiden af målnettet.
Efter pausen doblede Mourinhos mandskab så op. Først byttede Sjevtjenko og Drogba roller, så det var afrikaneren, der lagde op til ukrainsk scoring, og siden scorede angriberen fra Elfenbenskysten så sit tredje mål.
På Goodison Park lykkedes det for Aston Villa at hive en uskøn 1-0 sejr hjem. Hjemmeholdet havde ellers et mindre overtag i første halvleg, og den formsvage topscorer Andy Johnson fik to kæmpe chancer for at bringe sit hold i front. I begge tilfælde kom han alene igennem, men i første ombæring var han for lang tid om at få afsluttet, og i halvlegens overtid tog hans skud ydersiden af stolpen.
På det tidspunkt var gæsterne allerede kommet foran. Efter 41 minutter sendte unge Isaiah Osbourne et indlæg mod kassen. Veteranen Chris Sutton satte en pandelok eller to på, og så var der ingen chancer for Tim Howard mellem Everton-stængerne. Føringen holdt til pausen.
Everton startede anden halvleg med et enormt pres på gæsterne. Mål-muligheder var der dog få af. Thomas Gravesen-klonen Lee Carsley havde nok den bedste, da han kom helt alene i gennem to minutter efter pausen, men den skaldede midtbanemand formåede ikke at få ram på bolden.
Det lykkedes ikke for Everton at få scoret, og de led dermed deres første nederlag på hjemmebane i sæsonen.
Resultaterne fra Premier League: Manchester City - Newcastle (0-0), Portsmouth - Fulham (1-1), Sheffield United - Bolton (2-2), Wigan - Charlton (3-2), Middlesbrough - West Ham (1-0), Everton - Aston Villa (0-1), Chelsea - Watford (4-0)