Dramatisk bundkamp i Viborg
Ni point i 22 kampe - det er lige præcis, hvad Viborg og Vejle tilsammen har præsteret foreløbigt, og nok heller ikke den store overraskelse, at det kun rækker til pladserne under nedrykningsstregen. Mens de fleste nok på forhånd havde gættet på at oprykkerne fra Vejle ville få det svært, så er det en gigantisk skuffelse at sidste sæsons nummer fire ikke har kunnet få spillet til at hænge bedre sammen.
Viborg er før dagens runde a point med Silkeborg, og Thomas Andie og kollegaerne er udmærket klar over, at en sejr over Vejle er af største vigtighed.
"Det er en utrolig vigtig kamp, hvor begge hold skal bruge en sejr. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at Vejle vil gå efter deres første sejr, og for vores eget vedkommende skal vi simpelthen have en sejr, så vi kan få kontakt med holdene længere oppe i tabellen," siger Andie til Viborgs hjemmeside.Det er ikke kun pointmæssigt, at Viborg ikke har været godt kørende i sæsonen. Spillet har til tider været rædsomt at se, og skal man tro Mikkel Rask, bliver det heller ikke kønt søndag."Om jeg scorer på en dødbold, eller om det bliver en helt anden, der scorer, det er jo ligegyldigt. Bare vi vinder. Og det gør vi ved at holde nullet nede i forsvaret og få scoret et mål i den anden ende. Og det er jeg overbevist om, vi gør."
Også i Vejle-lejren har de kigget i tabellen. Sejr skal der til søndag. Opskriften har træner Kim Poulsen givet til klubbens hjemmeside.
"Kynisk forsvarsspil, en fremadrettet midtbane og hidsigt angrebsspil."
"Hver kamp har sit eget liv, men siden seneste kamp mod Viborg FF har vi været inde i en periode, hvor vi har fået det fysiske på plads og vænnet os til SAS ligaen. Samtidig har vi fået noget lagt på rent spillemæssigt. Det har kastet resultater af sig i de seneste kampe, og vi er sulten efter en sejr. Og både spillerne og jeg tror det kommer på søndag."
Viborg mangler fortsat Steffen Højer, José Mota, Sammy Youssouf og David Rasmussen, mens Jesper Andersen testes før kampstart.