Det rigtige valg for Gravesen
Thomas Gravesen underskrev tidligere på ugen en treårig kontrakt med skotske Celtic. En klub som Gravesen selv betegner som en af de største i verden, og som angiveligt gør ham til den bedst betalte spiller i skotsk fodbold.
Men der er også flere grunde til, at klubskiftet er det helt rigtige for den danske midtbanespiller.
Tommy Møller Nielsen har blandt andet været assistenttræner i Aberdeen og i Glasgow Rangers, og han finder klubben perfekt for Gravesen.
"Fodboldmæssigt for Thomas Gravesen og landsholdet er det et utroligt godt skifte. Der bliver stor fokus på ham i Celtic, hvor jeg tror han vil komme til at arbejde kraftigt fremad på banen. Han kommer til en klub, der er større end folk regner med og der er mægtig pres på holdet," siger Tommy Møller Nielsen.
Fordommene om lange bolde og en liga med kun to gode mandskaber vil den nuværende Viborg-træner gerne slå en pæl igennem.
"Modstanderne vil gøre alt for at vinde en kamp mod Celtic. Hold som Kilmarnock og Dundee United satser alt på at vinde over giganterne, så udekampene er altså hårde. Når Rangers eller Celtic kommer til byen, så kan man mærke at både tilskuere og spillere går et gear op, for det er utroligt stort for dem," konstaterer Nielsen, der ikke mener at Gravesen er for god til skotsk fodbold:
"Nej, for der bliver spillet noget andet fodbold i dag, hvor der bliver lagt vægt på det hurtige pasningsspil og hvor der ikke længere spilles så meget med lange bolde. Tempoet er utroligt højt og selv englændere er overrasket over tempoet," siger Tommy Møller Nielsen.
Fodboldekspert Birger Peitersen er enig med Tommy Møller Nielsen. Skridtet tilbage til britisk fodbold er det rigtige.
"Han har - efter min mening - valgt rigtigt. Han er nu tilbage i britisk fodbold, hvor spillestilen ligger meget op af tiden i Everton. Det har været vigtigt for ham, at komme tilbage til noget genkendeligt. Nu skal han vise sine offensive evner igen og det kan blive et springbræt til Premier League," siger Peitersen, der ikke tror Gravesen bliver i Celtic til karrieren slutter.
Kvaliteten af modstandere falder og nu hedder de ikke længere Atletico Madrid, Valencia og Barcelona, men det vurderer Peitersen ikke som et problem.
"Nej, Gravesen kan lide at spille bold, drible, have det sjovt, men også arbejde hårdt. Modstanderne betyder ikke så meget, men det giver bedre muligheder til at se, hvad han har lært i Spanien. Vi vil se en Gravesen få plads til at fyre skud af, udføre sine diagonalafleveringer og være lidt mere fræk i sit spil. Jeg tror vi vil se et større repertoire fra Gravesen," vurderer Birger Peitersen.