Marcus Lantz og Kim Christensen er klar til officiel debut for Brøndby, når de danske mestre åbner mod FC Midtjylland på hjemmebane onsdag aften.
De to nyankomne er med i en bruttotrup på 17 mand, som Michael Laudrup har udtaget til premierekampen efter tirsdagens træning. Blandt de udvalgte er også Auri Skarbalius, der altså kan få comeback, men sandsynligvis bliver blandt de, som sorteres fra.
Med i truppen er også Kasper Lorentzen og Thomas Hansen, mens Stefan Schmidt må vente med sit comeback efter at have spillet på reserveholdet lørdag. Brøndbys reserver spiller torsdag testkamp ude mod Nykøbing Falster Alliancen.
Juniorerne er i denne uge med i Lyngbys U/16-turnering, hvor man bl.a. tester Slagelses Jesper Rasmussen og en walisisk spiller.