Generelle

To debutanter fra start

Søren Jensen fra OB og Simon Nagel fra Silkeborg står til debut fra første minut på U/21-landsholdet, der onsdag møder Schweiz i Haderslev. For OB'eren bliver det første landskamp overhovedet, mens Simon Nagel tidligere har spillet på U/20-holdet.

Keld Bordinggaards træning tirsdag på Kolding stadion indikerede denne startformation:

Theis Rasmussen - Simon Nagel, Jonas Troest, Michael Jakobsen, Søren Jensen - Niki Zimling, Martin Bergvold, Mikkel Thygesen - Johan Absalonsen, Morten "Duncan" Rasmussen, Simon Busk Poulsen.

Kampen mod Schweiz er holdets eneste forberedelse til de to EM-kampe mod Makedonien og Sverige i starten af september. De to andre nationer mødes allerede onsdag i den første kamp i Sverige.

"Heldigvis starter vi ikke fra nul, da de fleste i truppen har været med før," siger Keld Bordinggaard.