Generelle

Claus Jensen med for Fulham

Danskeren starter formentlig inde, når Everton gæster Craven Cottage og Fulham i lørdagens tidlige Premier League-opgør. Fulham er i skidt form for tiden.

Den danske midtbanemand Claus Jensen har virkelig fået et flot comeback, efter at han for et par uger siden igen var klar efter en længere skadespause. Med et mål, en assist og masser af fine indsatser har danskeren gjort sig til en uundværlig del af manager Chris Colemans spillertrup. Og alt tyder da også på, at Jensen får lov til at spille fra start i Fulhams hjemmekamp i dag.

London-holdet får det nu nok ikke nemt, for gæsterne fra Everton er efter et mindre formdyk ved at være tilbage i højeste gear, hvilket i sidste weekend gav et hårdt tilkæmpet point på udebane mod Arsenal. Ved den lejlighed kom The Toffees foran, og stillede så samtlige mænd ned i forsvaret, og håbede på det bedste. En indstilling, der gerne skulle ændres i dag.

"Forhåbentlig kan vi være i stand til at angribe lidt mere end vi gjorde i sidste weekend, men Craven Cottage har vist sig som et svært sted at spille for os," siger Everton-manager David Moyes til BBC.

Og at Everton har haft problemer ved at spille ude mod Fulham illustreres meget fint i det faktum, at den sidste sejr for de blå ligger tilbage til 1966. Som de to mandskaber spiller netop nu, er der dog noget der kunne tyde på, at den dårlige stime kan brydes. Fulham har blot vundet en ud af de sidste seks Premier League-kampe, så der er noget at rette op på for Claus Jensen og co.

Hjemmeholdet får anfører Luis Boa Morte med igen, efter at han for nogle uger siden brækkede kindbenet. Everton har forsvarsspiller Nuno Valente fit for fight igen.