Celtic savner fysik
Celtic anno 2006 er ikke det nærmest frygtindgydende hold, som Martin O'Neill for godt tre år siden førte frem til finalen i UEFA Cup'en mod Porto. Det kan måske blive det med tiden. Men endnu er der et stykke vej.
"Sammenligner man de to hold, så er dagens Celtic-mandskab slet ikke så fysisk stærkt. Dengang var Celtic i stand til at kvæle en modstander på fysikken, og det sker ikke i dag. Til gengæld er det hold, manager Gordon Strachan råder over, bedre spillende. De spiller mere fodbold i dag," forklarer den skotske free-lance journalist Phil Gordon, der har fulgt skotsk fodbold i en årrække og blandt andet rapporterer fra Glasgow til den store britiske avis The Times.
Han peger på japanske Shunsuke Nakamura på midtbanens højrekant som eksponent for den mere letbende Celtic-stil af i dag.
Celtic understregede sin hjemlige suverænitet ved at vinde lørdagens lokalopgør mod Glasgow Rangers med 2-0. Rangers var aldrig for alvor i stand til at true ærkerivalen foran de 60.000 tilskuere på Parkhead, og dermed fører Celtic den skotske liga med syv point ned til Rangers på et tidspunkt af sæsonen, hvor der kun er spillet otte kampe. Dermed er Celtics største trussel lige nu Edinburgh-mandskabet Hearts, der med søndagens sejr i Aberdeen på 3-1 kun er tre point efter Strachans hold.
Tre klasse-angribere
"På holdet i Martin O'Neills managertid rådede Celtic over tre klasse-angribere, Henrik Larsson, Chris Sutton og John Hartson. Man kan vel ikke sige, at nutidens Celtic-hold med angribere som Jan Vennegoor of Hesselink, Kenny Miller og Maciej Zurawski mangler målfarlighed, men det er klart, at Larsson var i en klasse for sig. Da han forlod Celtic var det til fordel for Barcelona, og det siger vel alt om hans niveau," mener Phil Gordon.
Styrken på Gordon Strachans Celtic-mandskab, der tirsdag aften møder FC København på Parkhead, er blandt andet et solidt centralt forsvar i de to relativt unge stoppere, Gary Caldwell og Stephen McManus. De er begge blot 24 år, og McManus er blot i gang med sin anden sæson som mere eller mindre fast mand i Celtics startopstilling.
Desuden ser den unge Aiden McGeady spændende ud. I kampen mod Rangers var han banens bedste, involveret med forarbejdet til Thomas Gravesens hovedstødsscoring tæt under mål til 1-0 og oplægger til Kenny Millers 2-0-træffer. En driblestærk kantspiller, der under Strachans ledelse har lært at skille sig hurtigere af med bolden og dermed blive involveret i flere kamp-afgørende situationer.
De unge får chancen
"Det har været kendetegnende ved Gordon Strachan, siden han ankom til Parkhead: Han er ikke bange for at give unge spillere chancen. Man så det i sidste sæson med Shaun Maloney, der fik sit gennembrud. Han er først for nylig vendt tilbage efter en skade, men har nu svært ved at tilbage-erobre sin plads, fordi andre unge har slået til i hans fravær," forklarer Phil Gordon.
Mens FC København i sin første gruppekamp tjente et point med 0-0, måtte Celtic rejse tomhændede fra Old Trafford efter et nederlag på 2-3.
"De mange unge spillere på holdet betyder naturligvis, at Celtic-mandskabet ikke er så erfarent i europæisk sammenhæng. Celtic spillede en god kamp på Old Trafford. Men ikke så god, som man ved, de kan spille. Der er mere i holdet, et større potentiale, og man så jo også, at det ikke var de unge, der lavede de afgørende fejl mod Manchester United. Det var Thomas Gravesen, den mest erfarne spiller på holdet," analyserer Phil Gordon.
Thomas Gravesen spillede heller ikke nogen ubetinget god kamp mod Rangers i lørdags og havde flere dumme boldtab. Gravesen ligger som manden med de opbyggende gener på Celtics centrale midtbane, mens hans makker, Neil Lennon er skraldemand og oprydder i Gravesens kølvand.
Man kan med en vis ret tale om Thomas Gravesen som et svagt punkt indtil videre - i hvert fald i de store kampe mod Manchester United og til dels imod Rangers. Ud over det må Gordon Strachan også sætte sin lid til veteranen Paul Telfer (34 år) på højre back, idet Mark Wilson, der blev hentet i Dundee United i vinterpausen og under normale omstændigheder er førstevalg, sidder ude med en skade. Han brækkede foden i den første Champions League-kamp i Manchester.