Generelle

Bolton opgiver Anelka

Selv om Bolton efter sigende for en sjælden gangs skyld skulle have en pæn portion penge at handle for i denne sommer, er det fortsat småt med forstærkninger på Reebok Stadium. En forsvarer og et par midtbanefolk uden skarp profil er det foreløbig blevet til, og det er ikke skræmmende.

Det er ellers ikke fordi, manager Sam Allardyce ikke har forsøgt sig, og specielt angrebet har været i fokus, blandt andet fordi mexicanske Borghetti aldrig slog til og nu er på vej til Qatar. Men foreløbig har det været skønne spildte kræfter for »Big Sam,« der blandt andet er gået forgæves efter Fenerbahce-frontløberen Nicolas Anelka.

»En klub på vores størrelse er ikke stor nok for Nicolas Anelka. Fyren har spillet for de allerstørste, siden han begyndte sin karriere i Arsenal. Det ville være rart, hvis vi kunne få ham, men jeg tror ikke, at det er muligt,« sagde Allardyce, der fortsat må operere med Kevin Davies som enlig frontløber i lørdagens sæsonåbner hjemme mod Tottenham.