Generelle

Benitez roterer for 94. gang

Hvis der er noget, der er sikkert i fodboldverdenen, så er det, at der ikke er noget, der er sikkert i Liverpools startopstilling.

Rafael Benitez roterer på livet løs og kampen mod Galatasaray i aften bliver nummer 94 i træk uden den samme startopstilling fra kamp til kamp. Det er der nu ikke noget nyt i, for Benitez gjorde det samme i Valencia og resultaterne på både Mestalla og Anfield Road har været yderst tilfredsstillende, selv om spillerne undertiden bliver forvirrede.

»Roteringsprincippet er hårdt for spillere, der gerne vil spille hver eneste gang, men det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre i en lang sæson. Jeg er også vant til det, for det er meget almindeligt i Spanien, mens de stærke og fysiske engelske spillere er vant til at spille hver gang. Men jeg håber, at tilhængerne kan forstå det, for de bedste spillerer har også brug for en pause,« sagde Luis Garcia, der står til en plads fra start i Champions League-kampen i aften.

Her håber Liverpool at få hul på den målbyld, der nu taler om fem Champions League-kampe i træk uden mål, mens Benitez går efter sejren.

»Vi er ude efter »det engelske gennemsnit,« som vi kalder det i Spanien. Det er fire point i to kampe, for med et point ude og tre hjemme vil man som regel have en chance for at vinde trofæer,« forklarede roteringsmesteren Rafael Benitez.

Hvad de spanske principper betyder for velspillende Daniel Agger i centerforsvaret, er der foreløbig ikke noget om, men danskeren har dog været meget stærk i de seneste fire kampe for Liverpool og ligner ikke umiddelbart en mand, der ryger på bænken.