Generelle

Bechara - den fynske Elrio

30-årige Bechara Oliveira viste også mod Viborg sin evne ved dødbolde og til at score afgørende mål, men udsigt til en fast plads i OB er der næppe

Han blev skiftet ind 19 minutter før tid i Herning og reddede det ene point til OB i sæsonpremieren.

Han blev også matchvinder i UEFA Cup-forkampen mod walisiske Llanelli, som OB vandt 1-0, og han scorede også i returkampen. Sæsonens fjerde mål fra brasilianske Bechara Olivieras blev sat ind - direkte på frispark som ude mod waliserne - til 2-0 i søndagens ligakamp mod Viborg.

Mod midtjyderne var den 30-årige brasilianer med fra start, men det er et særsyn. Faktisk første gang i SAS Ligen i denne sæson. Hans offensive spillestil og dødboldteknik er brugbar for ethvert mandskab, men skotske Bruce Riochs syn på det kollektive balancepunkt åbner ikke op for en fast plads. Man kan sammenligne Becharas kvaliteter lidt med Tobias Grahns. Måske også lidt spillehumøret. Og i den kompakte udgave af 4-4-2 er en offensiv midtbanetype eller hængende angriber ofte en periferi-fyr.

Hans effektivitet som indhopper og status i truppen minder endnu mere om Elrio van Heerdens. Den klejne sydafrikaner var ikke inde i varmen hos FCK-træner Hans Backe, indtil han en juni-eftermiddag i næsten sidste sekund driblede konstruktivt rundt i AaBs straffesparksfelt og knaldede bolden ind til 1-1. Det rakte akkurat til et dansk mesterskab. Van Heerden, der nu er i Club Brugge, var også god til at komme på holdkortet mod Hamburger SV, og med et endnu bedre pletskud sikre københavnerne 1-1 i AOL Arena i sidste efterårs UEFA Cup-møde.

Bechara Oliveira kom til OB først på sommeren anbefalet af OBs eks-angriber José Junior, der nu er i Malmö FF og søndag sad på tribunen som gæst hos direktør Kim Brink. I mangel på angribere - Kim Christensen er skadet, men også spærret til UEFA Cup-kampen mod Hertha - kunne OB godt have brugt en Junior, men Becharas fænomenale sparke-teknik kan også være et rart våben at have i baghånden i Berlin.

"Han er en fin tekniker og dygtig til at vende spillet og minder i type om Tobias Grahn. Han er jo ikke en bolderobrer som Esben Hansen. Men Bechara er en glad fyr og falder godt ind. Vi taler engelsk med ham," fortæller Kim Christensen om 30-årige Bechara Oliveira, der kom til OB fra Aalesund og tidligere bl.a. har spillet for Al Ahli i Saudi-Arabien.

I Norge blev det sidste efterår til fem mål i syv kampe for brasilianeren, og det var lige ved at sikre Aalesunds eksistens i rækken. Bechara påstår at have scoret i alt 35 frisparksmål i sin karriere. Og der kan være flere på vej - til fordel for OB, som med sejren over Viborg nærmede sig toppen af SAS Ligaen.