Generelle

To år efter sensationen

Liechtenstein har taget point fra Portugal i Vaduz

Danilo Arrieta scorede begge mål i det første fodboldmøde mellem Danmark og Liechtenstein på landsholdsplan.

Det var for netop et år siden, den 8. oktober 2005, i en EM-kvalifikationskamp for U/19-landshold her i Vaduz, hvor det danske A-landshold onsdag har det første møde nogensinde med det lille fyrstedømme, der ligger mellem Østrig og Schweiz over den unge Rhin-flod, som det hedder i nationalhymnen "Oben am jungen Rhein".

Det danske U/19-mandskab vandt 2-0 og gik videre i EM-turneringen. Et tilsvarende resultat for Morten Olsens vedkommende vil være godkendt, men en advarsel til danskerne finder man i en kamp afviklet på Rheinpark stadion for præcis to år siden: Den 9. oktober 2004 er lidt af en historisk dato for Liechtensteins fodboldforbund. Denne dag mødte man i Vaduz Portugals EM-finalister, der planmæssigt i 1. halvleg bragte sig foran 2-0.

Men de lokale helte kæmpede sig forbilledligt tilbage i kampen og skaffede sensationelt 2-2 mod portugiserne.

Det er nok det fornemste resultat i Liechtensteins ret korte fodboldhistorie, men andre gange har man været i stand til at presse større nationer, der har gæstet det lille land.

Senest var man i fredags kun seks minutter fra at klare uafgjort i en venskabskamp mod naboen Østrig, der vandt 2-1 i Vaduz trods det, som Morten Olsens udsendte spion Per Andersen kaldte en "skræmmende dårlig" indsats. Tidligere har Liechtenstein hjemme formået at klare uafgjort 0-0 mod Ungarn, men nationens samlede bedste resultat var den seneste VM-kvalifikation, der i alt indbragte otte point efter bl.a. to sejre over Luxembourg.

Det melder om en minination i fremgang, og det er da også en ganske ung trup, som træner Martin Andermatt råder over.

Liechtenstein har ikke egen liga. Således spiller de bedste hold med i det schweiziske ligasystem, hvor den bedste klub FC Vaduz er med i næstbedste række.

Med kun 33.000 indbyggere i Liechtenstein svarer det i bedste fald nogenlunde til hvis Morten Olsens mandskab skulle møde Bornholm, men fodboldinteressen er ganske stor og i de senere år er talentarbejdet for alvor sat i system, hvilket også er en forklaring på A-landsholdets fremgang.

Således spiller Liechtensteins U/18-, U/16- og U/15-landshold alle med som klubhold i Schweiz og træner udover den ugentlige kamp sammen tre-fire gange om ugen.

Begejstringen er stor for nationalmandskabet, og det vil danskerne nok også komme til at mærke onsdag på det lille stadion, der har plads til lidt over 4.000 tilskuere. Fredag var 3.700 plads mod Østrig, og det er altså mere end en tiendedel af nationens befolkning.