Generelle

Dronningen af Lyngby: Medaljer vil være stort

42-årige Birgit Aaby vil som ny administrerende direktør i Lyngby Boldklub gøre fodbolden til en overskudsforretning og en tilskuermagnet. En omgangskreds, der tæller håndbold-millionæren Jesper 'Kasi' Nielsen, skal gøre den vanskelige drøm til virkelighed.

Sund økonomi det vigtigste

Selvom Birgit Aaby er præget af stor entusiasme, er hun langtfra nogen showwoman. Hun er jyde med benene solidt plantet i jorden, har tjent sine penge på noget så prosaisk som et rengøringsfirma og har sund økonomi som det altoverskyggende mål.

»Den måde, jeg har drevet min virksomhed på gennem alle årene, er, at jeg er selvfinansierende og ikke bruger penge, der ikke findes. Og det vil jeg fortsætte med i Lyngby Boldklub. Vi vil være den klub, der ikke kommer til at give noget underskud,« siger Birgit Aaby, der ikke er i tvivl om, at hun nok skal klare udfordringen.

»Lyngby Boldklub skal i gang med at bygge en organisation op nu, og det har jeg vist, at jeg kan. Jeg startede med 25.000 kroner på kontoen, og i dag har Combi Service en omsætning på 90 millioner kroner. Min virksomhed har aldrig nogensinde givet underskud og er tre år i træk kåret som den rengøringsvirksomhed, der tjener flest penge på bundlinjen. Det synes jeg faktisk er meget godt gået af en mor til tre!«

Selvom hun kunne have valgt at ride videre på succesbølgen i rengøringsbranchen, har hun overdraget styringen af Combi Service til en ny administrerende direktør, så hun i dag blot er bestyrelsesformand i virksomheden. Fodboldmiljøet drager hende, og derfor satser hun 100 procent på posten i Lyngby Boldklub trods risikoen for at få det første nederlag i en karriere, der hidtil bare er drønet derudad.

»Jeg er konkurrencemenneske og vil altid være nummer et. Så konkurrenceaspektet af fodbold tænder mig. Jeg kan godt lide, at man skal yde noget. At resultaterne afhænger af, hvor meget man yder på træningsbanen. Jeg kan godt lide, at der skal kæmpes lidt for det.«

At hun samtidig bliver den eneste kvinde i en mandeverden, hvor det såkaldt svage køn konstant bliver nedgjort som offside-ignoranter, rører hende ikke. Og faktisk tænker hun, at det kan blive et plus.

»Det kan være en fordel, at jeg ikke forsvinder i mængden, som så mange andre måske gør. At jeg ikke bare er en, der render rundt i jakkesæt ligesom alle andre. Måske vil jeg blive et friskt pust.«