Skandalernes tid i Newcastle
I en træningskamp mod Huddersfield tirsdag aften brød krisen i Newcastle ud i lys lue, da der over to omgange opstod slåskampe mellem Newcaslte og Huddersfields spillere. Godt nok vandt Newcastle 1-0, men efter kampen var slåskampen det helt store samtaleemne.
Ondskaben mellem de to hold brød ud, da senegaleseren Habib Beye lavede et hårdt frispark på Huddersfields Peter Clarke. Det resulterede i et stort slagsmål mellem spillerne efter halvlegsfløjtet, og Newcastles midlertidige manager Chris Hughton måtte ligge sig imellem som mægler, mens politifolk hastede til åstedet for at skille de to grupper af fodboldspillere."Jeg vil undersøge sagen, men nogen gange er det rart at have den slags kant på banen. Det lignede ikke en venskabskamp, men jeg vil hellere have en kamp, hvor spillerne er tændte. Det er spillets natur. Du skal have tændte spillere, men ind imellem går de over stregen," sagde Hughton i et forsøg på efterfølgende at nedtone episoden.Chris Hughton tog selv affære ved at pille Habib Beye ud af kampen i pausen.
Blødende Novak-hage
I anden halvleg blev stemningen i kampen endnu engang ond, da der opstod infight mellem Newcastles Fabricio Coloccini og Huddersfields Lee Novak. Sidstnævntes udbytte blev en blødende hage.
"Kampen blev ikke spillet i en venlig ånd, fordi begge hold var meget engagerede i at gøre det bedste for deres klub," siger Huddersfields manager, Lee Clark, der fra 1990-1997 og igen fra 2005-2007 optrådte for netop Newcastle i sin aktive karriere.Selv Lee Novak prøvede efterfølgende at give et indtryk af, at nævekampen ikke betød noget. Men faktum er, at den skandaløse træningskamp er ét af efterhånden mange dårlige signaler fra Newcastle.
Kinnear på vej tilbage?
I sidste sæson blev Joe Kinnear ansat som manager for Newcastle, men da han blev indlagt efter et hjertetilfælde og måtte gennemgå en bypass-operation, overtog først Chris Hughton og senere Alan Shearer managersædet i Newcastle. Men lige lidt hjalp det. Newcastle rykkede ud af Premier League, og står nu midt i en alvorlig krise forud for sæsonen i Championship.
Stjernespillere som Obafemi Martins og Damien Duff rygtes væk fra klubben, men klubben har sat proppen i for både indkøb og salg. Samtidig er Joe Kinnear på vej tilbage til managersædet, hvilket spillertruppen ikke er glade for. Rodet i Newcastle præger spillerne."Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det tror jeg ikke, der er nogen, der har. Hverken i Newcastle eller noget andet sted. Vi må bare vente og krydse fingrene," siger Nicky Butt til engelske medier og understreger, at han mener, at Alan Shearer er den rette mand til managerjobbet.Oveni al usikkerheden omkring manager- og spillersituationen vil ejeren af klubben, Mike Ashley, sælge. I 2007 købte han klubben for 1,2 milliarder kroner. Men efter resultaterne er blevet dårligere og dårligere er værdien af klubben også faldet.Senest har Sydøstasiens tredje rigeste mand, Ananda Krishnan fra Malaysia, været nævnt som mulig køber, men indtil videre sidder Mike Ashley stadig på klubben.Balladen i Huddersfield har formentlig ikke gjort chancen for succes i Newcastle større, selvom de holder fast i store navne som Butt, Martins og Duff.Med dem på holdet er de storfavoritter til at rykke op igen, men med spillertruppens uvilje mod Joe Kinnear og med Mike Ashleys sælgetrang er betingelserne for Newcastles trup hårde. Stjerner eller ej.