msø: claus bech jørgensen

Mit største øjeblik ¿ en fodboldmonolog af Claus Bech JørgensenJeg nåede at spille mange spændende kampe i min tid i Englands lavere divisioner, men jeg husker en kamp fra min første sæson derovre som min største oplevelse.

I sommeren 1999 var jeg skiftet fra Horsens til Bournemouth i den engelske League 1, tredjebedste række. Jeg var 23 år og havde aldrig spillet fuldtidsprofessionel fodbold før, så man kan sige, at jeg kom lidt sent i gang med min karriere. Var jeg blevet professionel som 18-årig, havde jeg måske nået at spille Premier League-kampe senere for Blackpool, men det er en anden historie.Jeg blev med det samme grebet af stemningen i engelsk fodbold, men atmosfæren jeg oplevede til daglig i ligakampene kunne ikke måle sig med den atmosfære, jeg oplevede, da vi spillede mod West Ham det efterår i tredje runde af Liga Cuppen, der dengang hed Worthington Cup. Det var en aftenkamp med masser af tilskuere, og der var høj larm fra lægterne. Kampen blev på flere måder min ilddåb.Bournemouth ligger på den engelske sydkyst, og vi var kørt i bus op til London dagen inden for at forberede os til kampen. Men måden, vi forberedte os på, virkede ikke særlig professionel. Der var ikke sørget for rigtige træningsbaner til os noget sted, så det endte med, at vi på selve kampdagen stod og varmede op og trænede med bold i en offentlig park, hvor der lå hundelorte og alting. Godt nok var vores træningsbane hjemme heller ikke noget at råbe hurra for, og kvaliteten af træningsbaner hos de mindre klubber i England er generelt langt værre end i Danmark, men det her havde jeg alligevel ikke regnet med.Mig og en franskmand på holdet stod og kiggede undrende på hinanden, men vi vidste godt, at det ikke nyttede noget at pylre. Så vi tørrede bare lorten af støvlerne og gjorde os klar til at køre ind på Boleyn Ground, eller Upton Park, som deres stadion hedder i folkemunde.I England møder mindre hold ofte de store i cup-turneringerne, så det var ikke en kæmpe sensation, at vi skulle møde West Ham, men det var alligevel en speciel kamp for klubben, fordi Harry Redknapp både er tidligere spiller og mangeårig manager i Bournemouth. Nu var han så manager for West Ham, så det er klart, at vi gerne ville slå ham. I runden inden havde vi overraskende slået Charlton ud efter straffesparkskonkurrence.Jeg kom i tanker om en ven hjemme i Danmark, der er West Ham-fan. Jeg fik den idé at købe Harry Redknapps selvbiografi til ham og få Redknapp til at signere den, og det gjorde han så også, da jeg gik hen til ham i spillergangen foran omklædningsrummene. Det var ikke sådan, at jeg fik et personligt forhold til Harry Redknapp, men senere fortalte vores manager Mel Machin, at Redknapp havde lagt et godt ord ind for mig, så jeg fik mulighed for at komme videre til Bradford, da Bournemouth rykkede ned i League 2.West Ham stillede med masser af nuværende og kommende stjerner på holdet i deres 3-5-2-opstilling. Shaka Hislop på mål. Rio Ferdinand, den kroatiske landsholdsspiller Igor Stimac og den hårde hund Neil Ruddock i forsvaret. Undervejs lavede jeg en tunnel på "Razor" Ruddock, som de kaldte ham, og det blev han tydeligvis sur over. Lidt efter kom han sprintende mod mig og knaldede igennem på en hård tackling, så jeg gik i græsset. Der opstod et slagsmål mellem vores spillere og deres, og det endte med, at jeg også fik en lille skalle på næsen af deres costaricanske angriber Paolo Wanchope. Det så dommeren ikke, men jeg tror nok, han havde set det, hvis det var gået ud over en West Ham-spiller. De var kendte, så dem skulle han ikke have klinket noget med.Wanchope udgjorde deres angrebsduo sammen med italieneren Paolo Di Canio, og på midtbanen havde de folk som Frank Lampard, Michael Carrick og Joe Cole, der var stortalenter dengang. Især Joe Cole, husker jeg, lavede alle mulige finter og tricks på os, og det var en stor oplevelse at spille mod ham. I den kamp så jeg virkelig, hvor hurtigt spillet går for et Premier League-hold. Vi fik ikke et øjeblik på bolden til at stå og tænke.Jeg spillede en ok kamp, hvor jeg var tæt på at komme frem til chancer, men ikke lige fik bolden med mig i de afgørende momenter. Men jeg må erkende, at de var klart bedst og fortjent vandt 2-0. Frank Lampard scorede det ene, og jeg mener, at Paul Kitson scorede det andet [det var dog Marc Keller].Kampen var så stor en oplevelse for mig, at jeg siden tænkte, at jeg aldrig ville spille fodbold andre steder end i England, og sådan blev det også.Claus Bech Jørgensen (født 27. april 1976) startede sin karriere i barndomsklubben Holstebro, inden han via AGF og Horsens kom til Bournemouth i 1999. Resten af karrieren tilbragte han i engelsk fodbold, hvor han også repræsenterede Bradford, Coventry, Blackpool, Port Vale, Fleetwood Town og Tamworth, inden stoppet i 2010. Claus Bech Jørgensen har færøsk mor og valgte at spille landsholdsfodbold for Færøerne. Det blev til 10 A-landskampe. I dag bor han lidt uden for Coventry og har sit eget gulvlægningsfirma.Fortalt til Kim Michelsen