Målmagere og målmænd på spring
Hold øje med:De tyske klubber har tilsammen brugt mere end 180 millioner euro på transfermarkedet, hvilket er 70 millioner mere end sidste år. Hvem sagde finanskrise? De sidste to sæsoner er det de mest købeivrige klubber, der er rendt med mesterskabet, og hvis det går sådan i år, kan Bayern München så småt begynde at planlægge endnu en mesterskabsfest. Sydtyskerne har brugt mere end 50 millioner euro på nye spillere, men det er ikke nødvendigvis på Allianz Arena, at vi skal finde den kommende sæsons nye profiler. Følgende spillere er der i hvert fald store forventninger til i deres respektive klubber. Manuel Neuer 23 år, målmand, Schalke 04
Det er en rigtig klubmand, Schalke 04 har mellem stængerne i disse år. Manuel Neuer er født i Gelsenkirchen og har været en del af Schalke 04, siden han meldte sig ind i klubben som 5-årig i 1991. Neuer har altid spillet for Ruhr-klubben, som ligger hans hjerte meget nær.
"Min største drøm er allerede gået i opfyldelse. Det skete, da jeg fik en plads i målet for Schalke i Bundesligaen. Det er en fantastisk følelse at spille for denne klub", skriver Neuer således på sin egen hjemmeside. Med sine 190 centimeter og 85 kilo er Manuel Neuer ikke ligaens største målmand, men alligevel var Schalke 04 det hold, der lukkede færrest mål ind i sidste sæson, hvor det ellers kun blev til en beskeden niendeplads.Manuel Neuer har været fast mand i Schalke-målet, siden han overtog fra Frank Rost midtvejs i 2006-07-sæsonen, og han var førstevalg for det tyske U21-landshold, der vandt Europamesterskabet i sommer. Endnu en sæson med stabile præstationer kan bane vejen til større international succes til keeperen."Den unge målmand fra Schalke 04 får sit endelige gennembrud i denne sæson og bliver tysk landsholdsmålmand," mener Bjarne Goldbæk.Marcus Berg22 år, angriber, Hamburger SV
Der er store forventninger til Marcus Berg i Hamburger SV. Svenskeren kommer til Bundesligaen efter to sæsoner i Holland, hvor det blev til 33 mål i 56 kampe for Gronningen. Læg hertil en præstation som topscorer og turneringens bedste spiller i det netop overståede U/21-Europamesterskab, og så har man en spiller på tersklen til sit endelige gennembrud i international fodbold.
"Hamburger SV har hentet en rigtig god angriber i Berg, som overrasker mange. Han kommer uimponeret til Tyskland og ved, hvad han står for. Træneren Bruno Labbadia stoler på unge spillere, og han spiller meget angrebsbetonet, hvilket kommer til at ligge godt til Berg," siger Michael Schjønberg. Marcus Berg slog igennem i IFK Göteborg i 2007, hvor han lavede 14 mål i 17 ligakampe, inden Groningen hentede ham til Holland. Berg skal blandt andre kæmpe med Guerrero og Petric om pladserne i front, men med sine dribleevner og træfsikkerhed er han klar til at gøre Bundesligaen usikker og spille sig tættere på det svenske A-landshold, for hvem han har spillet otte kampe.Mesut Özil 20 år, midtbanespiller, Werder Bremen
Han bliver kaldt "den nye Diego" og er udset til at løfte arven efter Werders tidligere playmaker, der nu spiller i Juventus. Mesut Özil kom til Bremen i januar 2008 efter en succesfuld periode hos Schalke, som han dog ragede uklar med i forbindelse med kontraktforhandlinger. Özil havde i starten problemer med at falde til i Werder Bremen, men i sidste sæson kom han for alvor i gang med det gode spil og de mange målgivende afleveringer.
"Han gjorde det fantastisk i slutningen af sidste sæson, og det, han viste under U/21 EM i Sverige, giver endnu større forhåbninger. Han er en fremragende spiller, der er god med bolden, hurtig og har et godt øje for sine med spillere. Jeg tror faktisk ikke, han får lov at slutte sæsonen i Tyskland, han kunne meget vel ryge til England," siger Michael Schjønberg.Udover succesen med U/21-landsholdet, er den unge playmaker noteret for en enkelt landskamp for Joachim Löws Nationalelf, og det kan godt blive til flere, hvis Özil fortsætter de gode takter på Weserstadion. Ciprian Marica23 år, angriber, Stuttgart
Den rumænske landsholdsangriber har sit gennembrud i tysk fodbold til gode efter to år i Bundesligaen. I konkurrence med Manchester City og Derby hentede Stuttgart angriberen fra Shaktar Donesk i sommeren 2007. Prisen på otte millioner euro gjorde Marica til Stuttgarts dyreste indkøb nogensinde, men rumæneren faldt aldrig til under den daværende træner Armin Veh. Efterfølgeren Markus Babbel har fået lidt mere ud af Marica, der dog kun står noteret for seks mål i 55 Bundesligakampe. Han var med i Rumæniens trup ved EM 2008, og kigger man på hans landsholdsmeritter, ser det lidt pænere ud. 12 mål i 36 kampe vidner om et vist potentiale, men det giver stadig ikke billedet af en målsluger, der umiddelbart kan løfte arven efter Mario Gomez. Alligevel tror Michael Schjønberg på rumæneren."Ciprian Marica kan blive rigtig vigtig for Stuttgart. Han har gode spillere omkring sig, og jeg tror, han vil sætte et stort aftryk på næste sæson," siger Schjønberg.Marica skal formentlig danne en interessant østeuropæisk angrebsduo med det russiske nyindkøb Progrebnijak, der blev hentet til Stuttgart i denne uge. Lucas Barrios24 år, angriber, Borrussia Dortmund
37 mål i 38 ligakampe. Det er et imponerende målsnit, argentinske Lucas Ramón Barrios tager med sig fra chilenske Colo Colo til Borrussia Dortmund. De mange mål har da også tiltrukket opmærksomhed fra andre end Jürgen Klopp og kompagni. Nancy, Espanyol og Panathinaikos har tidligere været ude med snøren efter argentineren, men det blev altså Dortmund, der for et par uger siden kunne præsentere angriberen for sine fans. Pris: 4,5 millioner euro. Med det prisskilt følger en masse forventninger til den store angriber, og Barrios har også noget at leve op til, da han skal gå i fodsporene på publikumshelten Alexander Frei, som nu er i Basel. Træner Jürgen Klopp tror på sin nye angriber:"Barrios er fysisk stærk og har en sublim sparketeknik. Han har været interessant for os i lang tid. Vi har tidligere prøvet at tilknytte ham, og vi har kigget på ham længe - vi har ikke bare set hans 37 mål på YouTube. ", sagde Klopp kort efter tilgangen af Barrios.