Generelle

Langt fra "Mou-nstrøst" i Europa

Hjemme er bedst for Inter, for ude går det knap så godt. De italienske mestre buldrer derudad i Serie A, men i Europa har Mourinho og co. langt fra den succes, som alle i klubben tørster efter

"The Special One" og resten af Inter-mandskabet er under pres i Champions League, inden de onsdag møder Dynamo Kiev i Ukraine. Turneringen for de bedste europæiske klubhold er den, som man i den sort- og blåstribede del af Milano allerhelst vil vinde, men det er også der, man har allersværest ved at præstere. Inter ligger sidst i Champions Leagues gruppe F, der også tæller Rubin Kazan og FC Barcelona, og Inter har endnu ikke formået at vinde. Faktisk står det så slemt til for Mourinho og kompagni, at de ikke har vundet en kamp i turneringen siden 22. oktober sidste år - eller i alt otte kampe. Noget af en bet for Mourinho, der blev hentet til Italien for at hjælpe Inter til succes i Europa, hvor han havde så stor succes med Porto, men som han ikke formåede at erobre med Chelsea trods Abramovichs kilometerdybe lommer

Inters hellige gral

Egentligt skulle man mene, at Inter-holdet er godt nok til at kæmpe med blandt de allerbedste. Godt nok forlod holdets i særklasse vigtigste spiller, Zlatan Ibrahimovic, Milano i sommerpausen, men som erstatning fik man en bomber i absolut europæisk topklasse i Samuel Eto'o, ligesom også giftige Diego Milito dukkede op på Inters træningsanlæg i Appiano Gentile i løbet af sommermåneden.

Til forsvaret blev der hentet en tidligere Champions League-finalist i brasilianske Lucio, mens sidste sæson sukken efter en offensiv kreatør blev stoppet med tilgangen af Wesley Sneijder, der måske ikke er en klasssisk trequartista, men som i hvert fald er særdeles farlig i spillet lige uden for feltet. Derudover skal man ikke glemme, at stærke navne som Maicon, Esteban Cambiasso og klublegenden Javier Zanetti i forvejen var i truppen.Indtil videre har det dog ikke fungeret, og Mourinho er under stort pres for at skaffe de europæiske resultater, som klubben i den grad efterlyser.Inter fører, som sædvanligt fristes man til at sige, Serie A og har allerede et hul ned på syv point ned til andenpladsen, men det er ikke nok. For nyligt ydmygede Mourinhos tropper udfordrerne fra Genoa med 5-0 på egen bane, hvilket fik La Gazetta Dello Sport til at pryde forsiden med en Mourinho-hyldest: "Mou-nstrous". Klubejer Massimo Moratti havde dog allerede øjnene på noget helt andet."Hvad jeg tager med fra den fantastiske 5-0 sejr? At Inter kan vinde på Camp Nou ved at spille sådan her, sagde Moratti, og lagde dermed op til, at Inters resultater i ligaen kun tæller som opvarmning, til de virkelige slag skal stå i Europa. Champions League er nemlig i høj grad gået hen og blevet Inters hellige gral. I 90'erne og i starten af det nye årtusind kæmpede Inter en hård og forgæves kamp for at erobre det italienske mesterskab, der sidst var endt i klubben 1989, men eftersom Calciopoli-skandalen i 2006 rykkede på magtforholdet i italiensk fodbold og resulterede i fire scudetti på stribe Inter, er det nu i endnu højere grad end før i Europa, at Inter tørster efter succes. Inter vandt to Europa Cup'er for mesterhold tilbage i 60'erne med en af catenaccioens fædre Helenio Herrera som træner og den spanske stjerne Luis Suárez som angriber, men siden er det ikke blevet til mere end to tabte finaler, den seneste i '72.

Under pres i Ukraine

I øjeblikket er finalen dog langt væk for Inter. Selvom der kun er et enkelt point op til de øvrige hold i gruppen, er det ikke sådan at slippe væk fra sidstepladsen, eftersom de sidste tre kampe tæller besøg på Camp Nou og Lobanovsky Dynamo Stadium i Ukraine samt en kamp på hjemmebane mod Rubin Kazan, der som bekendt vandt i Barcelona i seneste runde.

Oven i købet drager Mourinho østover med et svækket mandskab, da midtbanen er ramt af skadesproblemer. Sulley Muntari, Wesley Sneijder og Thiago Motta er alle stærkt tvivlsomme til kampen, og det kan give Mourinho problemer. Der er lagt op til, at Andriy Shevchenko endnu engang kan blive portugiserens onde ånd, men hvor den ukrainske angriber sidste gang var personificeringen af Mourinhos tabte magtkamp i Chelsea, er det nu for, at Sheva og holdkammeraterne i Dynamo Kiev kan være med at give Mourinho og co. et skub mod afgrunden. Som sædvanligt har Mourinho dog selvtilliden i orden, selvom han erkender, at Inter ikke kan dominere Champions League, som de kan dominere Serie A."Ligaen er én ting, men jeg må gentage, at Champions League er noget helt andet. Se bare på Barcelona. De dominerer i ligaen, og de spillede godt i deres uafgjorte kamp mod os, men de tabte hjemme til Rubin Kazan, der også er gode. Nu skal vi gøre det godt i Kiev, og vi er nødt til at vinde, for ellers bliver det svært. Hvis vi taber, er vi ude. Men jeg er meget fortrøstningsfuld med henblik på den næste kamp."