I Finland spiller de ishockey
I Finland er ishockey nummer ét sport, og derfor er man på fodboldfronten meget langt fra at have et klassisk derby.
Når landsholdet spiller hjemme i Helsinki, kan man fornemme en vis feber, men interessen for kampene i den bedste række, Veikkausliiga, er ganske lille. Kampene trækker i snit bare 2.000 tilskuere. Derfor er en række klubber også gået konkurs med Kuusysi Lahti, der nåede en europæisk kvartfinale i 1986, i spidsen.Det nærmeste man kommer et klassisk opgør i finsk fodbold er mellem HJK Helsinki og Haka fra Valkeakoski, der ligger næsten 200 km nord for hovedstaden. "Så det er ikke et lokalderby, men kampene trak før ret mange tilskuere, særligt i Helsinki tilbage i 1960'erne, før ishockey'en fik sin opstigning. I 1967 trak HJK-Haka 17.293 tilskuere til det olympiske stadion. Den rekord stod i mange år, indtil sponsorer købte enkelte kampe og gav tilskuerne gratis adgang," fortæller sportsjournalisten Matti Einiö fra avisen Ilta-Sanomat. Den finske hovedstad byder i dag ikke på en særlig kamp, der sætter sindene i kog. Siden 2006 har HJK, landets mest vindende klub med 22 mesterskaber, dog haft en vis rivalitet med Espoo Honka, som endnu har sit første mesterskab til gode.Tampere og Turku er de næststørste byer i Finland. I Tampere kæmper Tampere United (mestre 2001, 06 og 07), med økonomiske problemer og har ingen lokal rival. I Turku er der en rivalisering mellem traditionelle TPS (Turun Palloseura) og opkomlingene Inter Turku, der blev stiftet i 1990."Deres møder trækker omkring 5-6.000 fans, Turku-møderne er de mest intense lige nu, men det ligner langtfra noget andet, og Inter har ikke gjort det så godt i denne sæson, så det har dæmpet interessen. Da HJK og Honka spillede i Helsinki i august kom der 7.000 tilskuere, men da de samme to klubber mødtes samme sted i pokalsemifinalen, kom der kun 700," fortæller Matti Einiö, som er Finlands jurymedlem i France Footballs guldboldkåring. (njl)