Generelle

Fall er faldet af Lokomotivet

Djiby Fall ligner en færdig mand i Lokomotiv Moskva. Klubben vil ikke ændre et vindende hold, og derfor er et vintersalg mere end sandsynligt.

Djiby Fall forlader næsten med sikkerhed Lokomotiv Moskva til vinter.

Indtil nu har senegaleseren optrådt i ti kampe, hvor det gennemsnitligt er blevet 39 minutters spilletid. Kun i en enkelt kamp har Fall fået fuld spilletid, og det ser ud til, at Lokomotiv skiller sig af med angriberen til vinter."Der er ingen chance for, at han bliver i Lokomotiv, som det ser ud nu. Men det er bare den nuværende situation. Jeg ved ikke, om Lokomotiv fortryder, at de hentede ham. Sådan er fodbold," siger Alexandr Bobrov, der er journalist på den russiske avis Sport Express.Han mener samtidig, at Lokomotiv vurderede forkert, da de betalte et store millionbeløb for skuffelsen Djiby Fall."35 millioner er mange penge, og dem burde de nok have investeret i deres eget talentakademi i stedet. Men sådan er Lokomotiv. De har masser af penge, der kommer fra de russiske statsbaner. Men vi snakker ikke Chelsea her," siger Bobrov og hentyder til Chelseas russiske ejer, oliemagnaten Roman Abramovich.Pengene er derfor ikke uendelige i Lokomotiv Moskva, og købet af Djiby Fall var således ikke blot et greb i lommen. Derfor kan et salg til vinter være en form for økonomisk damage control."For Lokomotiv er penge stadigvæk penge på grund af det økonomiske marked i øjeblikket. De vil nok forsøge at få en del af beløbet tilbage, hvis de sælger ham. Hvis de får et godt nok bud, vil de nok slå til og få dækket nogle af udgifterne," siger Alexandr Bobrov.For mange Lokomotiv-fans var købet af Djiby Fall nok lidt af en overraskelse, og angriberen, der var så vellidt i dansk fodbold, har endnu ikke formået at vinde de russiske fodbold-tilhængere."Der er ingen her, der kendte ham, da de hentede ham. Og det er der stadig ikke. De ved ikke, hvem han er, eller hvad han kan. I Rusland er det sådan, at hvis du er udlænding, skal du spille godt hele tiden," forklarer Alexandr Bobrov.Og det kan man ikke påstå, at Djiby Fall har formået. Han var en regulær målmaskine i OB, men for Lokomotiv Moskva er det endnu ikke lykkedes at få netmaskerne til blafre. I hvert fald ikke for Fall. For Lokomotiv Moskva kværner ellers bare derudad. I øjeblikket er klubben på en femteplads i den russiske liga, Vischaya, og det med kun to point til tredjepladsen og seks point til førstepladsen i en enormt tæt russisk liga."Lokomotiv er begyndt at spille rigtig godt, og så vil de ikke ændre på holdet. Lige nu er det muligt, at de slutter på første- eller andenpladsen, og så vil de ikke sætte Fall ind bare for, at han skal have noget spilletid," siger Bobrov og påpeger, at der dog kan være en åbning for Fall, hvis han er heldig."Meget kan stadig ændre sig, og hvis de for eksempel får en skade, er det muligt, at der bliver brug for ham, og at de vil beholde ham," siger Alexandr Bobrov og understreger igen, at Djiby Fall efter alt at dømme er den Lokomotiv Moskva-spiller, der står øverst på klubbens liste over salgsemner.