Generelle

Et hold i harmoni med sig selv

Der bliver efterlyst ledertyper på FC Københavns forsvarende mesterhold, men en leder er mange ting, og på holdet har man ingen problemer med arbejds- og ansvarsfordelingen.

Det har handlet meget om ledere eller manglen på samme i FCK i eftersnakken ovenpå det skuffende Champions League-nederlag til cypriotiske APOEL. En kommentar i Berlingske Tidende fortalte om et FCK-omklædningsrum præget af en anstrengt tavshed, og formand Flemming Østergaard talte fredag om, at man længe havde kigget efter en ledertype og nu ville man speede processen op.

Men hvad er en leder?I mit fodboldunivers er den ultimative leder en type som den gamle Manchester United-anfører Roy Keane, der ikke var bange for noget som helst, altid gik forrest, evnede at sætte en tackling ind, der kunne sætte tonen for en hel kamp og med sin personlighed konsekvent tvang det optimale ud af sine medspillere.Sådan en type har FC København ikke [tankestreg] men hvem har det?Den slags spillere hænger ikke på træerne, og de få, der er, har en kvalitet, der placerer dem uden for SAS Ligaens økonomiske rækkevidde. Og man kan også sagtens være en ledertype på en anden måde, som for eksempel anføreren for de italienske verdensmestre var det i 2006. Fabio Cannavaro var nemlig iskold på banen, gik aldrig i panik men udstrålede ro og overskud uanset hvor presset situationen var, hvilket så også smittede af på medspillerne, og det er nok mere i det regi, at man skal finde ledertyperne i FC København."De leder med deres ageren, ikke med deres snak på banen, og det er faktisk lige som Linderoth, der var stille og rolig uden for banen og heller ikke råbte og skreg inden for, men til gengæld blev rød i kammen af sin arbejdsiver. På den måde gik han forrest," siger cheftræner Solbakken, om nogen en ledertype på banen i sine egne velmagtsdage som aktiv for AaB og FC København, efter søndagens 1-1 mod Brøndby. Og et kig på kampen giver ham ret.Hjemmeholdets optakt bestod af den sædvanlige omgang håndtryk og knus, der understregede den kollektive vilje og harmonien på holdet, og den bløde tilgang fortsatte, da først dommer Peter Rasmussen fløjtede op. For FCK lagde ikke ud med nogle tunge tacklinger til at sætte en stemning. Det var nærmere Brøndby, der brugte den metode, mens hjemmeholdet holdt fast i den knap så fysiske stil, der også er illustreret af, at man skulle frem til femte runde af SAS Ligaen, før holdet fik sin første advarsel.I stedet var det specielt Ailton, der gik forrest som ledertype i opgøret mellem ærkerivalerne, for han brugte sine kvaliteter til at jage rundt med gæsternes Mikkel Bischoff, skabe chancer og farlige situationer og på den måde skabe et overtag, som holdkammeraterne kunne arbejde videre med. Og det endte også med at give en føring før pausen.Men hvad så, da Brøndby kom buldrende ud efter pausen og hurtigt fik udlignet?Der sad man og ventede på en reaktion, der bare ikke kom af sig selv. Normalt ville Jesper Grønkjær have skabt nogle situationer, der kunne få publikum på banen og tirre modstanderen, men bolden kom ikke hans vej, så det første kvarter af 2. halvleg havde FC København svært ved at få samling på tingene. Men så slog Jan Frederiksen sig i en luftduel med Zdenek Pospech, og mens Brøndby-backen blev behandlet holdt FCK'erne møder rundt omkring på banen, mens Ståle Solbakken blev inde i udskiftningsboksen.Mikael Antonsson og Hjalte Nørregaard clearede nogle ting omkring boldfordelingen og Atiba Hutchinson løste et par positionsspørgsmål med Dame N'Doye, og derefter var hjemmeholdet tilbage som den dominerende part i et slag, der pludselig blev meget fysisk med tunge tacklinger, masser af frispark og en klar chanceovervægt til FCK.Ind ville bolden dog ikke, så det endte med et uafgjort resultat, der løftede begge hold ud af den europæiske krise. Men hvad med de manglende ledere på hjemmeholdet?

Opskruet mediesnak

"Det er jo ikke første gang, at det kommer op. Det blev der også snakket om for et par år siden. Men det er typisk snak, når resultaterne ikke lige er der. Sidste år, da det gik rigtig godt og vi vandt The Double, var der ingen der snakkede om manglende ledere. Det er noget opskruet mediesnak, men det er da frit for alle at have en mening," siger således anfører Hjalte Nørregaard, der ikke er en mand, der råber højt, men til gengæld er en kaptajn med stærke bånd tilbage i klubhistorien, der spiller med selvtillid, ro og en "taktisk snuhed," som cheftræner Solbakken udtrykker det.

Og anføreren fremhæver også det kollektive lederskab på holdet og i truppen."Man kan være leder på mange forskellige måder, og vi har også ledere på det her hold, selv om der ikke er nogen, der råber højt på den måde. Men se kampen mod APOEL, da vi kommer bagud med 2-0, mødes vi lige i en rundkreds og får diskuteret, hvad vi nu skal gøre, og det betød altså, at vi spillede med god kontrol resten af kampen, også selv om de fik scoret efter at vi reducerede, så det viser vel også en slags lederevner mellem os spillere. Vi har det godt sammen, ja, men derfor kan vi også sagtens råbe højt ad hinanden inde på banen," siger Nørregaard, der heller ikke havde forberedt en pep-talk op til kampen mod Brøndby, hvilket i øvrigt ligger fint i tråd med tendensen fra tidligere anførere som for eksempel Tobias Linderoth og Ulrik Laursen."På forhånd havde vi fået evalueret fint på kampen mod APOEL. Ståle kom med sine synspunkter, og vi diskuterede forskellige ting, men jeg holdt ikke nogen tale for holdkammeraterne før kampen mod Brøndby. Det var ikke nødvendigt. Vi vidste godt, hvad det krævede, nemlig en mandfolkeindsats, og den synes jeg også, at vi leverede," siger kaptajnen, der for anden kamp i træk blev trukket ud i løbet af 2. halvleg, hvilket måske godt kan undre i forhold til lederegenskaberne."Nej, det lægger jeg ikke noget i. Udskiftningerne skyldes tværtimod, at jeg har haft lidt problemer med min ene ankel og at vi har satset offensivt," siger Hjalte Nørregaard.Truppens mest rutinerede spiller, den 32-årige Jesper Grønkjær, der har været vidt omkring i karrieren og oplevet mange forskellige ledertyper, har heller ingen problemer med den aktuelle ledersituation i FC København."Når pressen snakker om ledere, så tænker I på en højtråbende, vildtfagtende stor mand, der dirigerer derfra. Den mand har vi ikke, men vi har en homogen og velfungerende trup, og det skulle gerne komme til udtryk på banen også. Vi skal vise lederegenskaberne i vores spil," siger Grønkjær.Men hvad så med stilheden i omklædningsrummet?"Er det et problem? Det synes jeg ikke. Personligt har jeg det sådan, at en højtråbende type ikke har nogen effekt på mig," siger kantspilleren.Og så kan vi så ellers bare diskutere lederspørgsmålet videre i pressen, mens kampen mod Brøndby i hvert fald afslørede, at der er højtråbende typer på vej. For nok vil stilheden sænke sig, mens Jesper Christiansen kommer sig over sin albueskade og giver plads til den noget mere stilfærdige Johan Wiland, men i de sidste minutter af kampen mod Brøndby noterede man sig, at både 24-årige William Kvist og 19-årige Mathias "Zanka" Jørgensen var meget dirigerende.Så fremtidens mere klassiske ledertyper er måske på vej, og indtil da har FCK titlerne til at modbevise den mulige ledermangel på et hold, der langt hen ad vejen virker i harmoni med sig selv.