De sjældne fugle på venstre fløj

Mønstret var let genkendeligt. En midtbanespiller sendte bolden ud på venstre fløj og derfra landede den for fødderne eller hovedet af angriberen, der scorede. Og som modtog folkets hyldest.

En dag blev det for meget for Gerd "Charlie" Dörfel, at "der kleine dicke" igen brokkede sig. Uwe Seeler hed stjernen i Hamburger SV, og ham var spillet rettet ind efter. "Hvis du fortsætter med det der, så kommer indlæggene til at ligge 10 cm højere, så har du slet ikke en chance."Dermed var den sag afsluttet. En forward uden assistent var ikke meget bevendt. Og slet ikke en 169 centimeter-mand som Uwe Seeler sin springkraft til trods.Selv var Dörfel dog også en stjerne, ikke så mange landskampe, for der var noget med disciplinen, men en helt på Volksparkstadion. Franske L'Equipe kårede ham i 1965 til Europas bedste venstre wing. Men "Charlie" var meget mere end det. Han var klovn og kunstner og en oplevelse at følge ligesom de andre store driblestjerner, især dem på venstrekanten. Det var her man fandt de sjældne fugle.Francesco Gento fra Real Madrid er den første jeg, dreng i tresserne, kan huske. Ekstrem fodrap Real Madrid-spiller fra dengang spanierne vandt alt og tv-skærmen var sort-hvid. Før ham var der Lennart Skoglund, Mario Zagalo og Carl Aage Præst fra OL-bronzeholdet 1948. Ja selv toptrænere som Guy Thijs, Branko Zebec og Valerij Lobanovskij havde aktive karrierer på venstre fløj.Og det var ikke alle, der blev sat derud på kanten, fordi træneren ikke kunne finde andre. Sådan var tendensen. Dengang udskiftninger ikke var tilladt, humpede den skadede spiller rundt og "stod en venstre wing". Det var ikke sjovt at høre på for en, der var blevet forvist til pladsen.

Berti Vogts fik tyndskid

I en stribe VM- og Europa Cup-finaler står der frem til langt op i halvfjerdserne ofte to markante venstrekanter overfor hinanden, selv om enkelte fodboldlande som bl.a. England meget tidligere forkastede fløjspillet og i stedet involverede backerne som angrebsvåben. Nottingham Forests John Robertson, på toppen omkring 1980 og en senere tids Ryan Giggs hører dog til i kategorien af ægte venstre wings. Og det gør på en måde også italieneren Bruno Conti, selv om huserede med sit venstreben på højre fløj.

I tydelig erindring står dog fortsat bl.a. Rob Rensenbrink og Paulo Futre foruden en håndfuld danskere: Jørgen Kristensen, Jan Sørensen, Jesper Olsen, Lars Lunde og med Jesper Grønkjær som den måske sidste af slagsen. Venstrekanter havde ry for at optræde med stor underholdningsværdi, og nogle gange med større karakter for det kunstneriske indtryk end det effektive. Ofte med en sjov bemærkning, der matcher den uventede dribling. Anekdoter er der nok af. Fra Kaj "Steff" Lerby, far til Søren Lerby og venstre wing i B1903, der var irriteret over sin direkte modstander, "ham med det gule halstørklæde". Det var hjørneflaget.Og tyske Willi "Ente" Lippens svarede "mange tak" til dommeren, da denne advarede ham. Det resulterede i en udvisning. Lippens, hvis gangart mindede om en ands, deraf øgenavnet, opførte som Dörfel hver gang sit helt eget show. Og tilskuerne elskede ham for det. Den stod på proptrækkerdriblinger, uventede og hurtige vendinger samt sære fagter og bemærkninger:"Berti Vogts har tyndskid, hver gang han skal spille over for mig," sagde "anden" fra Essen og Dortmund engang om landsholdsbacken fra Mönchengladbach.

De forrykte fra fløjen og målet

"Linksaussen und Torwart seien die Verrückten auf dem Fussballplatz" lyder et gammel og slidt tysk fodboldudtryk. Det behøver ingen oversættelse, men en uddybende forklaring.

Målmænd optræder ofte fortsat excentrisk, mens spillets udvikling, hvad angår tempo og hårdhed, simpelt hen har udryddet liberoen og sat den klassiske 10er under hård beskydning. Dertil kommer de taktiske forandringer, idet trænerne af i dag hovedsagligt satser på "sikre" systemer med kun én eller to deciderede angribere. Dermed er der ofte ikke plads til fløjspillere, hvor kompetence er mand-til-mand-duellerne.Der findes ikke afgørende belæg, der kan dokumentere, at personer, der helst bruger venstre fod eller venstre hånd er mere kreative eller skøre end dem, der foretrækker højre, men ikke desto mindre er det gået ind i fodboldverdenen som en eviggyldig sandhed. Der er noget særligt over målmænd og venstre wing. I hvert fald inde i hovedet på mennsker, der har rundet de 40. Det hollandske fodboldmagasin Hard Gras tilegnede i februar sidste år en hel udgave til de sære skikkelser på venstrekanten. Der var bl.a. et kapitel om danske Bent Schmidt Hansen, der var fra Horsens og kom til PSV Eindhoven i 1967. Han var lynhurtig, men hverken halvskør eller venstrebenet som Jørgen Kristensen og de andre på venstrekanten."Der kommer ikke flere af min slags", som den nuværende café-ejer Kristensen fra Køge har udtalt. Han var ikke meget for snærende taktiske spændetrøjer, trak sjældent ned på egen banehalvdel og var meget uforudsigelig. Kunne drible forbi fem mand i en telefonboks, men ingen vidste, hvornår afleveringen så faldt."Han havde tilranet sig en gratis ståplads på sidelinien," kunne trænerlegenden Ernst Happel finde på at sige om danskeren efter en mindre heldig dag. Kristensen med de krumme og korte ben sluttede af i Feyenoord som triumfator i UEFA Cup'en, og efterfølgeren for alle tiders publikumsfavorit på De Kuip, Coen Moulijn, er da også gået over i Rotterdam-klubbens historie.

Ajax-skolen og paradiset

Tilsvarende var Jesper Olsen og Jesper Grønkjær vaskeægte succeser i Ajax Amsterdam, men det var også tilsigtet. Der var tale om målrettede indkøb. Som aktuelle Simon Poulsen til AZ, der godt nok spiller 4-4-2.

Holland er et af de sidste fodboldlande, hvor 4-3-3 endnu fastholdes, og selv om landsholdet også er på vej over mod 4-4-2, findes der endnu et par klubber, der dyrker kantspillet i en ånd tilbage fra totalfodboldens og Cruyffs tid. Meget ligger i den tidlige individuelle positionstræning i fladlandet. Én gang 11'er, altid 11'er.På tysk siger man linksaussen og tænker også på venstreorientering i politik. På hollandsk hedder venstre wing linksbuiten og der er både kraft og poesi i dette udtryk. Da hollænderne for nogle år siden rangerede de 20 største spiller-profiler gennem tiderne var der - ikke uventet - tre venstrekantspillere med. Coen Moulijn, Piet Keizer og Rob Rensenbrink. På en tilsvarende engelsk, italiensk og sågar tysk liste vil der formentlig højest være et enkelt navn. Piet Keizer var side om side med Johan Cruyff den største stjerne i Ajax' gyldne tid lidt før og lidt efter 1970. Modsat Moulijn, Dörfel, Kristensen osv. tilhørte han en anden gren af venstrekanterne. En høj og lidt mere tung, men ikke mindre boldstærk type, en genial oplægger. Mere i stil med vores egen Ulrik le Fevre, som i øvrigt ikke var venstrefodet, men endte med at føle sig hjemme i den "forkerte" side.Om Keizer har forfatteren David Endt skrevet, at Keizer befandt sig i et land af mælk og honning i "paradiset derude i venstre side". "Han fandt den mest direkte vej til hjertet, og det handlede både om effektivitet og nydelse, geometri og art nouveau," har Endt skrevet i bogen Ajax-zielen fra 2003.Det var med Keizer som de andre linksbuiten: Den direkte modstander og tilskueren var ofte klar over, hvad der skulle ske, og alligevel skete det. Hurtigt og efterladende en skygge henover backen, der falder. Klovnen har endnu gang vist sit nummer. Denne gang som kunstner.